Leif og revolutionen

Bog - Reimer Bo Christensen: ”Drømmefabrikken”

Det er ikke nogen dårlig bog. Men det er heller ikke nogen helt nem bog.

Måske fordi den vil så meget og har så meget på hjerte. Og samtidig vil forbinde bogens ”hovedperson” smed Leif Müllers, 74 år, personlig livshistorie med de år i Aalborg, hvor Kommunistisk Forbund i al hemmelighed arbejdede for en fredelig revolution på dansk grund.

Hvor arbejderklassen skulle overtage produktionsmidlerne og statsapparatet og indføre en menneskelig socialisme, som de fleste kunne gå ind for og se meningen med.

Tidsbilledet fejler ikke noget, skildringen af de datidens politiske strømninger og Aalborg, som dengang var en rigtig industriby. Med cementproduktion, eternit, tobaksindustri, værft og såmænd om byen ikke også producerede sin egen brændevin – rød Aalborg

Samtidig med at Müller og co. efter Den Rejsende Højskole drog til Aalborg, for at blive en del af arbejderklassen, altså tage en faglært uddannelse, havde fremsynede dele af borgerskabet også sørget for. at byen i 1973 fik sit eget universitetscenter.

Så selv om du tidligt morgen kunne opleve byens centrum som et cykelhav af et blå cykelhav af blå kedeldragter på vej til værftet, begyndte byen også langsomt at forandre sig.

For stadig flere unge drog til den hårdtarbejdende, men også stolt uafhængige by for at tage sig en akademisk uddannelse.

En stor del af dem var vokset op med Beatles, Dylan og hele 68-oprørets antiautoritære holdninger. Og ganske mange af dem havde ikke svært ved at forvandle disse til regulær røde, visionære socialistiske holdninger.

Ganske som Røde Leif og hans fæller i kollektivet i Grønnegade i Vejgaard.

Det er også lidt af baggrunden for Kommunistisk Forbunds (KF) succes med at – ifølge bogen – at skole over 1000 unge.

Men revolutionsdrømmene – sådan som undertegnede skribent oplevede det som aalborgensiske tilflytter fra 1975 – trivedes ikke blot i KF. Byen var fuld at initiativer, freds- og kvindebevægelse og hardcore marxistiske fraktioner,  som fandt rum og plads i den socialdemokratiske Marius Andersen by.

Og var med til at forandre den.

Det er en god bog at læse for dem af os, som selv oplevede byen i de år. Hvor stort set alle autoriteter fik rød kam til håret.

Leifs personlige liv trækker en dirrende rød linje gennem bogen. Og her er det også lige som om Reimer Bo ikke tør gå helt tæt på. Men mest forholder og beskriver de politiske aktiviteter.

Privatmennesket, fiskersønnen fra Esbjerg, med selvtillidsfuld tro på egne kræfter, kommer vi ikke rigtig tæt på. Her kommer der ligesom til at mangle noget i beskrivelsen af den revolutionære drivkraft.

Der jo også lod sig nære og styrke ikke bare af retfærdighedssans, men også af god musik og frigjort erotik.

Sammen med sin researchmakker Lars Mandal, har Reimer Bo Christensen brugt tre -fire år til at interviewe op mod 100 af de dengang aktive revolutionære. Nogle af dem kommer til orde, men i store træk fornemmer læseren, at det store kalejdoskopiske tidsbillede, er bygget op omkring Müllers egne erindringer.

Måske skulle en mand som Enhedslistens Per Clausen have været med ind over for at give sit billede af datidens ræverøde politiske opposition.

En ganske anderledes bog - og det er ment som ros - erindring, selvbiografi, tidsbillede og en drøm om et anderledes samfund.

Det har sikkert ikke været nogen nem bog at få skrevet. Men nu ligger den her, og hvis du selv var med dengang og oplevede tiden, da 9000 Aalborg gik fra industri til vidensby, så er det bare med at komme ned ad erindringernes snoede allé.

Hvor Rockmaskinen sang om, at "Marius Andersen - du er en lort, hvor skal de unge gå hen, som ikke dyrker sport".

Foto: Lars Mørch