Steinbeck på speed

Raduan Nassar: "Arkaisk jordbrug"

“Hvad ville jeg få ud af at være en due? Hvis jeg lagde en olivengren på bordet her, ville De vel kunne anskue den som en buket brændenælder”.

Sådan lyder et af de mange højdepunkter i familiesagaen. Den fortabte næstældste søn er vendt hjem, men samtalen mellem ham og patriarken går ikke godt.

Den unges kritikpunkter og tilløb til magtovertagelse kan slet ikke finde rum hos den gamle, og lige om lidt føler sønnen sig tvunget til at slå om og annoncere sin ydmyge vilje til at falde ind i rutinen for overhovedet at få sin plads på holdet tilbage.

Historien er en tragedie, men slutningen skal ikke røbes her. Det er en arketypisk konflikt mellem generationer og ikke mindst indenfor generationer.

Det er Kain og Abel, der udspiller sig i et immigrantmiljø af kristne libanesere i Brasilien. Langt ude og fuldstændig genkendeligt følger vi dramaet i de sidste to akter: Storebror henter lillebror, velkomstfesten går helt galt.

Bag denne kulmination ligger årtiers konflikter og emmer. Faderens regime hylder enkelhed, lydighed, nøjsomhed og det kollektive, mens den rebelske søn søger ærlighed og personlige erfaringer; han vil stå på egne ben.

Urgamle drifter støder sammen, og i denne roman holder det traditionelle patriarkat ikke til presset.

I første del af bogen arbejder vi os skridt for skridt ind til familiens grundfortælling. Det er en fabel om selvkontrol, der mod alle odds betaler sig i sidste ende, en fortælling med en lang og definerende betydning for hele storfamilien. Den enkelte skal ofre sig for det fælles, brød og jord og arbejde er livets ubrydelige cyklus.

I anden halvdel af bogen falder hele denne diskurs om det naturlige fra hinanden, opløst og forkastet af den oprørske søns utæmmelige, skamløse og altædende trang til selvudfoldelse.

Historien er fortalt i et mageløst poetisk sprog, som taget direkte ud af Mellemøsten. Filmiske beskrivelser af scener i erindringen og stærke metaforer som i citatet øverst vokser ud af siderne, så læseren undertiden oplever retorikken tage magten på bekostning af handlingsforløbet.

Der er sider uden punktum i en rablende associationsstrøm, der blotlægger hovedpersonens dybe splittelse, og forfatterens på samme tid sprudlende og styrede pen leder mod det uundgåelige.

Som roman betragtet et uhyre vellykket værk, som udkom på brasiliansk i 1975, men først nu er oversat for første gang til dansk.

Det har været en udfordring at oversætte den; man lægger den ikke ret nemt fra sig.