Troldetider

Roman - Rasmus Daugbjerg: ”Trold”

Rasmus Daugbjergs anden roman, ”Trold”, efter debuten med ”Rygtet” sidste år, smækker flere steder til sin læser med en hornet og knoklet troldelap, hvor sproget fylder på med grusomme, rædselsfuldt onde og apokalyptiske billeder …

For så pludseligt at slå over i de smukkeste underspillede og omsorgsfulde scener, hvor væsener i verden søger ind mod hinanden; mod nærhed og fælles tårer og forståelse.

”Trold” er et moderne eventyr med inspiration fra mange mytologier og eventyrgenrer. Man kunne tale om en art allegorisk fortælling over klimakrisen, hvor titel(u)væsenet, trolden, repræsenterer det destruktive i klimaet – på en gang sårbart, døende og samtidig brutalt dræbende og sårende.

Daugbjerg benytter for det meste eventyrgenrens ordknappe stil med få beskrivelser, korte sætningsperioder, der slås i med punktumsøm i næsten staccato-agtige rytmer, og endelig masser af beretning om, hvad figurerne foretager og iblandt tænker om det hele.

Læseren møder en trold, der bor i skoven, hvis areal bliver mindre og mindre

Menneskene fælder den systematisk for at gøre plads til dyrehold, hvis bestande så igen brutalt slagtes, flænses og flås, for så atter at blive fortæret; tilberedt eller sågar råt. Det lyder bekendt, ikke?

Troldens skæbne får vi præsenteret via en mytologisk sidehandling: hun er bundet til jorden gennem både Gud, svampe og en indre jordisk sangs klang. Derfor må hun straffe menneskene for at gøre jorden fortræd.

Menneskene myrdes således af trolden på næsten kreativ vis, men deres egentlige hersker er Kongen. Han er herskesyg og kender ingen grænser, og læseren kan da selv fylde hans plads ud i allegoriens fortolkningsmulighed.

Det er på hans befalinger, at menneskene smadrer naturen, tømmer ressourcerne og jager og slagter dyrene.

Trolden rummer en paradoksal omsorg for menneskene, fordi hun inderst inde ved, at de også er forbundne, som hun, med denne verden, men hun må straffe og myrde dem alle sammen.

Menneskene holder til i Byen, som vokser og vokser i udbredelse, og de er skrækslagne for troldens hævn, da hun både nupper deres børn, skaber såkaldte ”skiftinger” (Daugbjerg kan sin trolde-encyclopædi), gamle og unge på stribe.

Trolden får hjælp af Ræven, som udgør en listig og lidt dobbelttydig hjælper for hende meget lig en Loke-skikkelse fra den nordiske mytologi. For også Ræven svinger mellem hævntrang og omsorg, og dette får konsekvenser for den!

Daubjergs grufulde, men også smukke fortælling er en nok ganske entydig allegori over menneskets idiotiske forståelse af Naturen og Klimaet, men hvad der ramte denne anmelder, er hans konsekvente eventyr-lyriske sprogstil.

Ja, man skal lige vænne sig til den mærkeligt fortættede tone med de mange punktummer, men så forstår man pludseligt det næsten arabeske i billedernes skiftende forn mellem disse punktummer.

De griber ind i sig selv og hinanden som slyngornamenter i arabisk arkitektur og billedkunst: ”Solen er et sår. Såret bløder knive. Knivene falder ned i menneskebyen, og så tør menneskene op. De går ud i lyset i gaderne med spyd og plove, men hakker og knive. De skærer i jorden og i dyrene. Det er sårenes tid, tænker trolden.”

Bemærk her, hvor præcist Daugbjerg blot via opremsningen af værktøjer beskriver menneskenes overgreb på jord og dyr og tilmed åbner med at koble det på et kosmisk, globalt perspektiv via solen, som også er et sår, der med sine overophedning kaster ”knive” med sine stråler mod jorden.

Eventyrets menneskefigurer indtager forskellige roller med relevans for selve håndteringen af ressourcekrisen med dens vrede, had, angst, frygt og skræk.

Særligt Petra er interessant, fordi hun forsøger sig med en askese, hvor hun forsager kødspisning og sulter sig. Hun får en kortvarig, men smuk forbindelse med trolden, hvor de anerkender hinanden.

Hendes sten-associerende navn forbinder også til sidst med et dramatisk højdepunkt, som overgår trolden, da den kaster sig ud i noget, trolde mytologisk er kendt for at kunne. Hvad det er, må læseren selv opleve, men forbindelsen til den forgæves forsagende Petra er perfekt udført og skarpt digtet af Daugbjerg.

”Trold” er helt ud i coveret en sort bog, men den har glimt af håb. Daubjerg lader trods mørket håbet skinne igennem i troen på et barns opvækst og sundhed, i Rævens tvivlen og i troldens tårer over de misgerninger, mennesket udfører mod jorden og dyrene, men også det, som det tvinger hende til at gøre.

En art sorg over hævnen. Mennesket og trold er endog særligt forbundne i troldetider.