Poesiens nødvendighed

Paul la Cour: ”Fragmenter af en Dagbog”

I 1948 sker der noget spændende i dansk litteraturhistorisk regi. Dels udkommer første nummer af tidsskriftet ”Heretica”, der byggede på krigsgenerationens eksistentielle stærkt refleksive og ikke-ideologiske selv- og epokeopgør.

I dette første nummer står første del af Paul la Cours nybrydende ”Fragmenter af en Dagbog”, som på den måde kommer til at betegne en slags poetologisk grunderfaring for hereticanerne og i særdeleshed inspirerer Tage Skou-Hansen og Frank Jæger.

Men la Cour var allerede tidligt på kant med redaktionen, der blandt andet talte en ung Thorkild Bjørnvig. Redaktionen stod fast på deres apolitiske afsæt, og de så den igangværende epoke som en mat afglans af en tidligere guldalder – i den tanke fik de redaktionsmedlemmerne støtte af den gamle litterat Vilhelm Andersen.

Det medførte en vis pessimisme, som la Cour hverken kunne eller ville dele. Han stod derimod fast på kærligheden, det særegent menneskelige i dybdeerfaringen og, og her så hereticanerne nok et lys i la Cour, en afstandtagen til kold rationalisme.

Der gik ikke længe før la Cour og herticanerne ikke bare var på kant, men at et brud blev nødvendigt fra la Cours side. ”Hereticas” redaktion italesatte nemlig igen og igen, at la Cour og tidsskriftet var fuldstændig i tråd med hinanden.

Det var problematisk for la Cour, der sympatiserede meget mere med socialisterne og kommunisterne, så nu begyndte den hereticanske sten i skoen at vokse, og la Cour afbrød samarbejdet og skyndte sig over til det stærkt venstreorienterede tidsskrift ”Dialog”, hvor han kunne skrive med god samvittighed.

”Fragmenter af en Dagbog” udkom i bogform i 1948 på Gyldendal, efter at de første tre kapitler havde været trykt i ”Heretica”.

Det særligt nye ved ”Fragmenter af en Dagbog” er, at med den opstår forfatterpoetikken i dansk regi. Forfatterpoetikken er et værk, hvori forfatteren forholder sig refleksivt til sin egen digteriske måde og form.

Dermed opstår der en tradition for sådanne refleksioner i Danmark, der tæller både Per Højholt (”Cezannes metode” og ”Intethedens grimasser”), Pia Tafdrup (”Over vandet går jeg”) og Søren Ulrik Thomsen (”Mit lys brænder” og ”En dans på gloser”) for nu bare at nævne de mest betydningsfulde.

Med kærlig hilsen fra Nietzsche

”Fragmenter af en Dagbog” betegner la Cours refleksioner over digtet og digteren, og skriver sig ind i en tradition, hvor det ikke er produktet, altså digtet på siden, der er det væsentlige, men derimod det, digtet åbner for en nærhed til.

Det kommer vi ind på i det efterfølgende, men først er det også vigtigt at påpege, at la Cour låner fra den vitalistiske strømning, der blandt andet kendes fra den tyske tænker Friedrich Nietzsche.

Det egentlige digt er nemlig et lys, der så at sige oplyser tilblivelsen med en form. Derfor hedder det også hos la Cour, om digteren at ”Den selvstændigste Aand er den, der bestandigt kæmpende tvinger Apollon og Dionysos til at blande Blod”.

I Nietzsches ”Tragediens fødsel” fokuseres der på disse to guder, fordi førstnævnte er det formgivende element, for eksempel den taktfaste rytme, men sidstnævnte er det vildt brusende og berusende liv, hvor opblomstring og ødelæggelse er en og samme ting.

Denne grunderfaring hos Nietzsche kommer også til udtryk hos la Cour: ”Alt er Bevægelse og Liv. Selv døde Stoffer paakalder kun vor Opmærksomhed, fordi de et Øjeblik standsede deres Dans”.

Det er dertil man har behov for formen, en stivnen.

Form uden poesi er blot et digt, nogle uvedkommende ord på et stykke papir. Men er det bedre med en fuldstændig ukontrolleret livsudfoldelse på papiret? Bliver det andet end sentimentalitet? I hvert fald ikke poesi.

Nej, til det egentlige digt er der behov for en ligevægt mellem de apollinske og de dionysiske kræfter. ”En evig Stræben driver os, ikke mod at søge nye Former for formernes Skyld, men mod at finde Udtryk for Liv”, som det også hedder i begyndelsen af bogen.

Senere i bogen kommer der endnu en hilsen til Nietzsche, og denne gang med navns nævnelse, idet la Cour tager afsæt i en fransk maler: ”Her naaede han den fuldkomne Modenhed, Nietzsche taler om: At genvinde den Alvor i Legen, man havde som Barn”.

Nietzsches legende barn, billedet på overmennesket, er det skabende menneske, der helt opsluges i legen på godt og ondt, det vil sige den ”ubeskrivelige Livsfølelse, hvori alt smelter sammen”, og det fører os over til poesien.

Det poetiske

Det egentlige digt eller poesien er en gennemgående tematik i ”Fragmenter af en Dagbog”, og det er en kvalitativ betegnelse for det digt, der lykkes med at give læseren ” Viden om alle Tings Enhed”, som det hedder.

Det er imidlertid ikke nødvendigt at være digter for at opleve dette, og man behøves heller ikke at læse digte eller gå til digtoplæsninger for at opleve den ”ubeskrivelige Livsfølelse”, som nævnt oven for.

Det er en mulighed for alle, og måske ligger den mere lige for almuen (og der er en vis almueromantik på spil her og der, sådan som det var oppe i tiden), fordi ”alle Tings Enhed” er noget, der ligger som en førsproglig og førlogisk mulighed: ”det egentlige”, som det hedder, er ”det der ligger før Sproget”.

Poesien er således udtryk for det, der kommer til syne gennem orddigtet, men uden denne tilsynekomst er der netop kun tale om et orddigt, noget ufrugtbart, der ikke højner livsfølelsen:

”Poesien kan i Litteraturen kun fremtræde iklædt Ord. Den nøjagtigste Definition på et poetisk Digt vi kan naa til, er da den: en Rækkefølge af Ord, gennem hvilke Poesien lader sig til Syne. Alle Muligheder staar os atter aabne”.

I min gennemlæsning af la Cours fragmenter har en linje fra Nietzsches efterladte papirer igen og igen presset sig ind i min bevidsthed. Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg oplever, at netop den linje er meget beskrivende for det la Cour for søger at åbne for sine læsere dengang som i dag.

Linjen jeg tænker på er denne: ”Vi har kunsten for ikke at dø af sandheden”, og måske er det tydeligt for enhver, hvorfor jeg citerer linjen her? Men det hænger jo også sammen med la Cours modstand mod gold rationalisme, som han ikke kunne se andet end ødelæggende og forfladigende i forhold til livet.

Et spørgsmål om nødvendighed

”Man siger om noget, at det er indlysende! Det vil sige, at det kaster Lys ind i dig, det oplyser dig”. Klarhed vil da sige, at der findes et lys i tingene.

Poesien kan vel så i netop denne mening give andel i tingenes lys eller i verdens indlysende beskaffenhed. Jeg kan ikke set det anderledes end, at det må tale ind i en nødvendighed, at noget nødvendigt er på spil i poesien.

Det bekræfter la Cour med følgende og vigtige sentens: ”Poesien er den eneste i Verden, hvori kun det nødvendige kan leve”.

Kun det nødvendige! Og hvori består denne nødvendighed? I interesse måske?

”Hvad der kaldte paa din Interesse var Ting, du ikke formaaede at indføje i Livssammenhænget. Du gav op. Du var ikke i Stand til at omfatte dem med Varme, til at leve dem.

Du fjernede dig fra dem, du forsigtige. Du iagttog dem i Stedet for at elske.

Bedrag ikke dig selv: Interesse er Koldsindighed, er din Afmagt, som omsider blev erkendt”.

Sådan kan det også siges. Nødvendigheden er denne kærlighed, det er evnen til at elske verden, det verdenslige, om man så må sige. Det er la Cours force i digtningen, hvor han afdækker dybden, det underste i hverdagen.

Men der er også en anden nødvendighed, der presser sig på for la Cour, og det er vel også en af de områder, hvorpå hereticanerne og han kunne gøre fælles front, nemlig i spørgsmålet om mennesket og poesiens betydning for det, og hvad der sker, når poesien ødelægges i bogstaveligste forstand: lægges øde.

”Nazismens egentlige Forbrydelse var ikke den umenneskelige Grusomhed, hvormed den besudlede et Folk. Det var kun Følgen af Forbrydelsen: at den paakaldte det dæmoniske i det tyske Folk og overgav sig til det.

Derfor maatte den ved et Magtsprog tilintetgøre, hvad der fandtes af Aand og Poesi i Folket, fordi det er Renselse. Den maatte i dyb Forstand gøre det billedløst. Hvor intet Billede findes, ophører Mennesker at være Menneske”.

Derfor er det ikke kun digtningens opgave at sikre mennesker forbliver menneske, men alle kunstarterne: ”Bag al Formdrift, som greb Penslen, Mejslen og Lyren, laa Driften mod at skabe Mennesket”.

Det er la Cours nødvendighed.

En dansk klassiker

Paul la Cours fragmenter er en dansk klassiker med en lang virkningshistorie, hvilket også peger på det faktum, at den ikke kun har litteraturhistorisk værdi, men stadig taler ind i og til den kunstinteresserede, og så giver den mere specifikt indsigt i poesien – og la Cours aftapning heraf.

Det er som en sådan klassiker, at ”Fragmenter af en Dagbog” er blevet genudgivet i serien ”Danske klassikere”, der udkommer som et samarbejde mellem Gyldendal og Det danske sprog- og litteraturselskab.

Den udkom i november 2020 og indeholder udover ”Fragmenter af en Dagbog” også to andre tekster. Den første, ”Betragtninger over Klarhed og Dunkelhed”, forholder sig, med afsæt i van Goghs stil, til klarheden og dunkelheden i litteraturen, og essayet blev trykt i ”Vindrosen” i 1954. Den anden tekst, ”Aarhus Universitet” er et manuskript til en gæsteforelæsning, der blev afholdt for danskstuderende på universitetet i 1953, og det er første gang teksten trykkes.

Endelig har Michael Kallesøe Schmidt, der også har haft ansvar for tekstudgivelsen, skrevet et informerende efterskrift, der placerer fragmenterne i deres rette sammenhæng.

Det kan i forlængelse heraf nævnes, at Schmidt også har skrevet en ph.d. om forfatterpoetikken, som er udkommet på Forlaget Spring under titlen ”Forfatterpoetik. En genres historie”. Her kan man både læse mere om genren som sådan, om ”Fragmenter af en Dagbog” og om mange af de andre typer forfatterpoetikker, der er dukket op i dansk litteraturhistorie som en eftervirkning af la Cours første skridt ind i denne genre på dansk jord.