Sorgmunter stoledans

Roman - Palle Reimann: ”Ned på fuld tid”

Romaner fra skoleverdenen har store muligheder. Vi nævner i flæng Det forsømte forår eller Den kroniske uskyld. Skoleromaner er oftest udviklingsromaner, fordi skolen er en åbning ud mod verden. Skolen er alles, og i skolens overskuelige lilleverden dannes bunden i de kommende voksne.

Denne roman er anderledes.

Den er set og fortalt fra en aldrende undervisers vinkel, og den er en forfaldshistorie. På gennemgribende satirisk vis udstilles det nutidige gymnasium som en forkrampet og desillusioneret karikatur af den oplysningsinstitution, gymnasiet kunne være.

Albert er lektor i dansk og historie, og han prøver, som han længe har prøvet. Men eleverne er trætte af gamle dage og gamle tekster, og de klager sig over at skulle forholde sig til dem.

Forældrene er på elevernes side. Kollegerne kan ikke yde megen hjælp, for de er ramt af arbejdsintensivering og takler det meget forskelligt.

Nogle af de unge mødre knokler hele tiden i hamsterhjulet og drømmer om at komme ned på fuld tid. Nogle er lidt mere kyniske og finder et helle i en skjult gård med øl og smøger.

Dette fristed opsnuser den emsige administration naturligvis, og stedet lukkes. Der er arbejdsmiljøundersøgelser, man ikke kan bruge til noget, en tillidsrepræsentant i lommen på ledelsen og en bestyrelse, der ikke forstår, hvad en skole egentlig skal gøre godt for.

På toppen af den dysfunktionelle kransekage sidder rektor og prorektor, Ida & Marie, der naturligvis går under navnet Idamarie. Idamarie omtales som ’de’ og udøver et venligt diktatur forklædt i girafsprog, halvkvædede viser og bastant, kulturløs modernisering.

Der skal spares, men bestyrelsen rejser dyre steder hen på studietur. Ferie inddrages til visionsarbejde. Lærerne får flere og flere opgaver til færre og færre ansatte, mens administration og mellemlederlag vokser.

Så når Albert kommer i modsætningsforhold til sin historieklasse, ved vi godt, hvad klokken er slået. Eleverne arrangerer væddemål om, hvem der ryger for sparekniven, og ingen bliver for alvor overrasket over stolelegens udfald.

I romanens ramme møder vi derfor den forladte og udbrændte Albert som en fisk i vandet i arbejdsformidlingens absurde totalteater.

Det hele er holdt i en let tone, og gudskelov for det. Der er kostelige, ubehjælpsomme mails fra elever, sylespids kritik af dårlig ledelse og dumme bestyrelser, og så er der denne sorgmuntre tone af forudsigeligt forfald.

Skolens videnskerne forvitrer, den akademiske tradition visner og niveauet falder, alt imens reklame- og taxameterstyring hærger, og uduelige, kælne ledere med en rådden retorik leger disruptive smadremænd med grønt lys fra både politikere og erhvervsliv.

Sorgmunter er skildringen, sorgmunter er den stakkels hovedperson, og sorgmunter bliver den ikke ganske forudsætningsløse læser.

Forfatteren må et eller andet sted dybt i sit indre være rasende, fyrigt og ustoppeligt ophidset, helt til rotterne af sorg. Men han søger mod satiren og de absurde tableauer, så fortvivlelsen skubbes langt ned som en dybtliggende, svag generalbas.

Resultatet er blandet, og vi lander lidt skævt mellem de to stole, syrlig realisme og varm farce.

Men udførelsen er veloplagt og let, så anmelderen kvitterer med en billig femte stjerne. Niveauet er alligevel på vej ned.