Sindets prisme

Brevveksling - Ole Thomsen:”To par klare øjne. Mette Olsen og provsten i Tved”

Breve er gået af mode. Vi har ikke blot ladet telefonen overtage de mundtlige meddelelser, vi har også sat mails og sms’er i stedet for den langsomme, velovervejede skriftlige henvendelse til hinanden.

Hvor stort et tab dette er, kan man opleve under læsningen af denne bog. Bogen er nemlig bygget op om efterladte breve. Brevene har overlevet, nogle gange mod alle odds, og de er så med tiden blevet samlet hos Tved sogns historieskriver, Ole Thomsen.

Tved ligger på Mols og er set med lokalhistoriske øjne usædvanligt godt udstyret med kilder. Det så man i Thomsens første bog om stedet, ”Det lune land”, 2011. Nu kommer så et selvstændigt bind to, og denne gang ligger fokus ikke på den gamle landbo- og landsbykultur, men på to personligheder i den.

Brevene er skrevet af to jævnaldrende mesterskribenter, den selvlærte læsehest, gårdejer Mette Olsen, og sognets mangeårige præst og provst, den fandenivoldske provokatør og ildsjæl Jens Mathias Eriksen.

De to var sjælevenner og fortrolige, modsætninger, men livslangt solidariske. De forstod sandsynligvis hinanden bedre end deres andre nærmeste, men de fik kun hinanden i samtalen og så naturligvis i skriften, som vi skal se.

Begge var født 1889, og de kendte hinanden fra 1919 til provstens død i 1964. Undervejs udviklede de et nært forhold, men kilderne til detaljerne fortaber sig. Der findes nogle få breve bevaret fra provsten til Mette, men de fleste er fra Mette til en lidt yngre ven, og så er der nogle til en meget yngre ven (nemlig Thomsen).

Bogen her bevæger sig altså med brevene som kilde rundt om de to personligheder. Andre kilder er inddraget, hvor det kan lade sig gøre, særligt er provsten mulig at opspore, fordi han var så aktiv i pressen.

Vi får et billede af denne liberalteologiske provst som en usædvanlig engageret mand.

Ikke bare passede han energisk sit sogn og dets mennesker, han passede også sin gård, og derudover blandede han sig i både kirkens og samfundets forhold, hvor han kunne komme til det.

Man kunne få kontroversielle synspunkter hos ham, om kirkens muligheder i det moderne, om dødsstraf, om retsopgøret efter besættelsen. Han giver indtryk af at være en intuitiv initiativtager.

Hele tiden muligheder, hele tiden nye billeder eller visioner, som forfølges, hele tiden på vej. Hans eneste søn, der også blev præst, har tydeligvis været både hjulpet og udfordret af faderen, og en af de store gåder i bogen er den koldt-vrede ligprædiken, han holdt over sin far i 1964.

Mette Olsen passer foruden sin gård også sin læsning. Også hun tager stilling til tidens spørgsmål, og det med et markant, personligt twist.

Det handler om kulturhistorie, om ideer og om dannelse.

Hun klager over bøndernes materialisme og alle de bøger, de ikke læser. Hun har et godt øje til de såkaldte ’fernismadammer’, som får ting til at se godt ud, men som man hurtigt bliver træt af at snakke med.

Hendes breve emmer af egne oplevelser, som hun udfolder tankerigt og med stort sprogligt overskud. Hun sanser og ser verden tydeligt, og hun beholder sin kloge skepsis over for folks selvbilleder og undskyldninger.

Begge vores hovedpersoner var klartseende, som bogtitlen fortæller. Begge kunne sætte ord på deres synspunkter, og begge havde en præcis fornemmelse for ømme punkter. De kunne stikke til folk, pirke til fordomme og manglende erkendelser eller ramme en satirisk tone med en svirpende formulering.

Vi hører Eriksen kritisere sin gode ven, religionshistorikeren Fritz Pullich, med utrolig akkuratesse og glød. Vi ser ham forsvare en præst, der kom i klemme i retsopgøret, og i samme åndedrag lange ud efter en biskop med antisemitiske tilbøjeligheder, og vi hører ad omveje om hans tilbagevendende slagsmål med de missionske i sognet.

Mette viser sine ironiske evner i de små skitser af det lokale liv, som gennem 33 år tilflyder hendes penneven i det midtjyske. Hun har stærke synspunkter om Fællesmarkedet, Norden, grænsespørgsmålet og kongehuset.

Hun er en stadig og stædig forsvarer af den humanistiske tradition, herunder også når den bliver kristendomskritisk eller endda kynisk farvet. Der er et mystisk element i hendes syn på mennesket og et modsvarende realistisk element i synet på samfundet.

Dobbeltportrættet af Mette og provsten er i al sin nødvendige ufuldstændighed et meget gribende menneskeligt dokument.

Man skal tage sig tid til at læse med indlevelse, men så giver bogen også virkelig meget igen. Det handler om i det hele taget at se fortidens mennesker som mennesker.

Det er en hyldest til to brevskrivere, der kunne samle og bearbejde verden i sprogets form, så andre også kunne se.

Når begivenheder, mennesker og natur sanses og formidles af personligheder som her, bliver man klogere på både verden og sig selv.

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu