Selvbiografisk samtalebog

Biografi/fagbog - Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann: “Når vi ånder i takt”

Lige siden mennesket rejste sig på bagbenene, fattede spyddet for at gå på mammutjagt og efterfølgende samlede sig om det flammende nattebål, mens der blev gnavet ben, har vi elsket at fortælle historier.

Og sådan er det stadig.

Det har journalist  Dorthe Løwendahl Bomann sat sig for at udforske og til at hjælpe sig, har hun haft vor egen fortællende troubadour, Niels Hausgaard, 79 år, hesteavler fra Hundelev.

Det er der kommet en ganske tænksom og sine steder også lun, finurlig bog ud af.

Når Hausgaard skal forholde sig journalistens researchede viden, der bygger på videnskabelige studier af f.eks. Sanfolket. Et jæger-samler-samfund, Afrikas ældste naturfolk, som lever i Kalahariørkenen.

Ligesom Aristoteles ”Poetikken” (ca. 350 år f.v.t) og Bente Klarlund Pedersen, professor i integrativ medicin, Københavns Universitet er blandt bidragyderne til de lyseblå farvede klogesider, der omgiver selve samtalen med Hausgaard.

Det er god læsning – altså klogesiderne – og de kunne sagtens have stået i Weekendavisen eller i Information, men det er i køkkenet på gården i Hundelev, når Dorthe og Niels sidder sammen med blokken med spørgsmål, diktafon og Hausgaards egne skrevne erindringsudkast, at bogen for alvor begynder at leve.

I årevis har Hausgaard ganske bestemt og uden omsvøb, sagt nej tak til alle, som spurgte, om de ikke måtte skrive en biografi om ham og hans liv. Fiskersønnen fra Hirtshals, opvokset i en Indre Missionsk-familie og sendt på opdragelsesanstalten Himmelbjerggård, da han var 9 – 10 år gammel.

Simpelthen fordi hverken skolens lussingesvingende lærere eller hans egen familie forstod at tackle den oprørske dreng. Der også var begyndt med noget trodsig småkriminalitet.

Det private er privat og vedkommer ingen andre, har Hausgaard altid fastholdt. Og gør det også stadig i bogens forord. Alligevel kan han så ikke lade være med at fortælle, når de nu sidder der med kaffekopperne i køkkenet.

Kapitlerne med bl.a. overskrifter som ”Den hvide klovn”, ”Er du så glad, Gud”, ”Himmelbjerggården”, ”Duften af Frihed” og ”Mage til bonderøv” bliver indledt af et lille skrevet stykke, ganske givet fra Hausgaards hånd, og derefter går spørgsmål-svar karrusellen i gang.

Uanset hvor tit bogen og journalist Dorthe Bomann får fastslået på forskellig vis, videnskabeligt dokumenteret, at det er vigtigt at vi fortæller og deler historie, fordi det skaber sammenhæng i tilværelsen…

Ja, så er det mest interessante ved bogen faktisk, når Hausgaard selv fortæller om sin egen opvækst, om at være blevet erklæret adfærdsvanskelig, blive uddannet som smed, tage ud og sejle som maskinassistent.

Hvordan han ad omveje blev syngende lejlighedspoet på regionalradioen i Aalborg og så uventet brød igennem med Dansktop-hittet ”Først en halv time på den ene side” lavet med folkemusikgruppen ”De Gyldne Løver”.

Så begyndte hans håndværk som spillende og veltalende sangskriver med øje for samfundets svage og dem uden stemme at tage form.

Noget af erindringsstoffet har du kunnet læse før i diverse avisinterviews, men det er specielt kapitler om den gudfrygtige far, som kilede sin Gud ind alle vegne i dagligdagen og familielivet, og opholdet på Himmelbjerggård, der både bevæger og overrasker med deres nøgent registrerende sprog.

Far og hans blinde tro på Gud tændte oprørets flamme i drengen Niels, der oplevede det som løgn og forstillelse, og som derfor uundgåeligt måtte væk – tvangsfjernet, indtil han kom ud og tjene som 14-årig efter at være konfirmeret. Hos en venlig plejefamilie, der havde heste.

Journalist Bomann er god til at spørge ind, men du kan også mærke og læse, at det er Hausgaard, der bestemmer, hvor meget han vil fortælle, og du kan mangle den præcise detaljerigdom, som ellers er en del af hans fortællestil.

Du har som læser en fornemmelse af, at der bliver holdt igen. Måske er det alligevel for smertefuldt at tænke tilbage på?

- Var du slet ikke ked af at blive fjernet hjemmefra, bliver Niels spurgt på et tidspunkt.

Men nej.

- Her er Gud slet ikke, hvor er det dejligt. Her kan jeg uden videre sige ”fandme”. Jeg var glad for at være kommet væk fra Gud, lyder det fra Hausgaard i bogen.

Her kunne der sikkert bores mere i, men den som har prøvet at interviewe Hausgaard vil vide, at han fortæller nu engang det og blot det, han selv vil.

Det er ganske tænksomt at tænke på, at en af vores store samtidige samfundskritikere bevæbnet med guitar og lange introhistorier mellem sine sange, lige så godt kunne være endt i Ringe Statsfængsel.

Men selv fandt sin egen vej i livet. Det kan du læse om i denne ganske glimrende bog – en skjult selvbiografi svøbt i researchet viden om historiefortælling.

Foto: Thomas A.