På forbryderjagt i den stockholmske sump

Niklas Natt och Dag: ”1795”

Vi er nået til tredje og sidste del af Niklas Natt och Dags forrygende historiske thriller.

Med ”1795” sættes der punktum for en danse macabre i det betændte søle, som stockholmerne gennemlevede i årene efter den ulyksalige krig mellem Sverige og Rusland i 1788-1790.

Den gennemperverterede, nu fallerede skurk Tycho Ceton er faldet i unåde hos sine korrumperede, magt- og forlystelssessyge mæcener i det højere borgerskab, men pønser på atter at komme ind i varmen ved at iscenesætte endnu et sygt og kvalmende stykke teater til glæde for broderskabet.

Han jagtes desperat af den enarmede separationsvagt Jean Michael Cardell og hans allierede, evighedsstudenten Emil Winge, der virker som efterforsker ved politikammeret.

Kulissen er som i de foregående bind et fuldstændigt trøstesløst Stockholm med misbrug, drukkenskab, vold og bedrag garneret med væggelus, lopper og tyndskid i store mængder.

Det kræver en stærk mave at komme igennem kapitlerne, hvor begrebet idyl er totalt fraværende. Et umage par, som på flugt fra myndighederne må skjule sig i byens latrin giver blot en lille forsmag på, hvad der venter læseren.

Man korser sig over modbydelighederne.

Nogle sidehistorier er kun med til at fuldende signalementet af en helt igennem rystende hverdag for folk i det nederste lag af det svenske hierarki.

Journalisten Niklas Natt och Dag, født 1979, tilhører Sveriges ældste adelsfamilie og har foretaget en grundig research i det svenske 1700-tal, før han dyppede pennen i blod og skabte beretningen om den ryggesløse Ceton og hans rædselsregimente.

Cardell og Winge halser hele tiden et par skridt efter den durkdrevne bandit, men til sidst strammes garnet. Retfærdigheden sker dog ikke fyldest, hvilket nok heller ikke rigtigt ville rime med romanernes natsorte tone.

De sammenspiste rigmænd har alt for mange tråde at trække i, så langt hen ad vejen er det de onde, der ler til sidst.

Trilogien er afsluttet, men man må formode, at uhyrlighederne fortsatte ufortrødent, og at der stadig var en enorm sky af fluer over byens toilettønder.

Den særdeles kompetente oversættelse er som ved ”1793” og ”1794” lagt i hænderne på Christina Westenholz Bojlén.