Skip to main content
Roman

Forbudt søskendekærlighed

Maria Hesselager: ”Jeg hedder Folkví”

Folkví er en ung kvinde i vikingetidens Danmark. Hun og broren Áslakr er vokset op inden for høvdingepladsens hegn som frie mennesker. Deres forældre er for kort tid siden døde, og de to søskende er stærkt knyttede til hinanden.

Om end de set med vores øjne kun er store børn eller teenagere, er de i deres tid voksne. Folkví har overtaget vølvens arbejdet fra sin mor, og Aslakr skal for første gang med Høvdingen på togt til Sæterlandet.

Han er glad og spændt, men Folkví er ikke glad. Hun føler, at alle forlader hende, og at hun lades alene tilbage.

Da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt, har han mødt den 15-årige Gerd og skal giftes. Folkví gribes af voldsom jalousi og sorg og hele romanens omdrejningspunkt er den sommer, hvor Folkví er ved at blive vanvittig af sorg.

Sagen er nemlig den, at de to søskende, inden Áslakr tog afsted, indledte et seksuelt forhold og for Folkví betyder det, at de altid skal være sammen.

Selvom Áslakr føler sig som en forræder, har han bestemt, at Folkví ikke skal deltage i brylluppet. Hun skal køres ud på overdrevet, hvor den kloge kone skal drive mørket ud af hende.

Natten inden har Folkví et drømmesyn, og hun ved, at hun ikke længere vil være ked af det. Da Áslakr og den kloge kone skal hente hende, møder hun dem med et smil og siger, at hun er kommet til sig selv. Men er hun nu det?

Maria Hesselager debuterer med en helt anderledes fortælling om vikingetiden end den, vi måske oftest møder, ikke blodig og brutal som i HBO-serien ”Vikings”, men snarere en stille psykologisk og mytologisk fortælling om kærlighed og tab.

Romanen er først og fremmest et portræt af en kvinde. En kvinde, der levede i vikingetiden med de begrænsninger, det havde for hendes liv og udvikling, men også en kvinde, som vi kan genkende, med drømme og håb, forelsket og forsmået, jaloux og sorgfuld.

Derudover er det også en roman om en tid, hvor forandringer er på vej. Folkví snakker om den nye Gud, folk er begyndt at snakke om; Hvidekrist. Men der tages stadig varsler, der offeres stadig mennesker, der snakkes om Ragnerok.

Og ved foden af et gammelt træ sidder nornerne, de tre skæbnegudinder og spinder menneskenes livstråde.

En stilsikker debutroman om kærlighed, tab og jalousi. Det er spændende, hvad Maria Hesselager vil skrive næste gang. Jeg vil i hvert fald glæde mig, for hun skriver godt!

Foto: Lærke Possel

Vikingetidsroman

  • Maria Hesselager:
  • ”Jeg hedder Folkví”
  • 190 sider, 199,95 kr., Gutkind
  • Maria Hesselager (født 1984) er uddannet fra Forfatterskolen. Sammen med billedkunster Mathias Dyhr driver hun Kunstteater, et arbejdsfællesskab for tværdisciplinære kunstneriske produktioner, som senest har lavet udstillingen og forestillingsrækken ”Alle i husene” på Holstebro Kunstmuseum (2020). Mathias Dyhr har lavet den smukke forsideillustration til romanen.
Arkiv