Endnu et snefnug

Digte - Franz Emborg Jannsen: ”Alting, Fjaltring”

Det lille forlag Kronstork bryder igen og igen nyt land for ung/yngre og moderne dansk litteratur. De spillede også en rolle i den danske bølge, der skyllede ind over Sverige for nogle år siden.

Dette blot for at sige, at Kronstork er et af disse forlag, som det betaler sig at have et vågent øje på.

Det betyder imidlertid ikke, at man som læser eller anmelder altid skal være begejstret op bakkende i forhold til deres udgivelser.

Jannsens ”Alting, Fjaltring” er en af disse udgivelser, jeg har svært ved at finde nødvendigheden i. Jannsen ønsker ellers at favne bredt med sin digtsamling, hvis man kigger på titlen – spændet mellem alt eller alting og stedsangivelsen Fjaltring, der er et meget lille lokalsamfund.

Digtene er også meget lokale i deres problematik (udover døden og alderdommen), som det f.eks. ses her:

”En aften hvor der hverken sendes landskamp

i håndbold eller fodbold

er fjernsynet stillet ind på tilfældig baggrundsstøj

af den hyggelige danske slags

der tillader andre gøremål imens”.

Måske skal der læses efter ironi i det ovenstående, men det er svært at sige – og ironi er altid en ustabil vej at gå på skrift.

Men hæver man sig over teksten, kan man spørge, om hvad der er på færde hos Jannsen og digtene, der langspyttet nulrer rundt i jegets (måske) nære verden?

Jannsen er et symptom på en litterær verden, der, som det samfund, den pleaser og bekræfter, er kendetegnet ved at underbygge det psykologiske jeg og dets oplevelser af de fortrædeligheder og ligegyldigheder, der hører til det dette jegs indskrænkede verden.

Jannsen skriver sig med sine digte om et far/søn-forhold ind i rækken af litterære snefnug, der på overfladen er ens, men som selv oplever sig som et unikum.

Det bakker jeg ikke op om, og Jannsens digte mangler poetisk energi, eksistentiel slagkraft og ikke mindst en nødvendighed, der rækker ud over et psykologisk jegs selvrefleksioner.

Foto: Peer Jon Ørsted