Hvem narrer hvem?

Håkan Nesser: ”Den sørgmodige buschauffør fra Alster”

Det kan man da ikke. Vel? Kalde en krimi noget så kikset langt som ”Den sørgmodige buschauffør fra Alster”.

Men Nesser kan. Også fordi han er noget ganske specielt, når det gælder den kriminelle spændingslitteratur. Det er ikke mordet eller ugerningen, som sådan der interesserer ham. Så du finder ikke udpenslede, detaljerede beskrivelser af sataniske nedslagtninger a la norske Nesbø.

Sproget er ganske enkelt og tilforladeligt, men læs med omhu. For nedenunder ligger der gemte undertoner og små fiffige vink, der både skal underholde og hjælpe læseren til at forstå, at ikke alt er som det ser ud ved første øjekast.

Sådan heller ikke her hvor en stakkel af en buschauffør, Albin Runge, henvender sig til de to kriminalkommissærer Eva Backman og Gunnar Barbarotti efter at have modtaget flere drabstrusler pr. brev – underskrevet Nemesis, altså hævnens gudinde.

For fem år siden sad Runge ved busrattet på vej på skiferie med en flok niendeklasseelever, da han under en undvigemanøvre skred ud og væltede ud over en 20 meter dyb skrænt. Da han vågnede igen indlagt på sygehus, var 18 mennesker omkommet, 17 af dem teenagere.

Den forpjuskede chauffør i slidt vindjakke mener, at truslerne bestemt må komme fra én eller flere af de efterladte forældre.

Barbarotti og Backman, der også danner elskende par i det civile, går i gang med at undersøge sagen, der også kompliceres af, at Runges nye smukke kone, Karin, intet aner om den tiltagende optrapning af mordtruslerne.

Så hopper vi i tid, små seks år frem, hvor de to turteldue-klukkende kommissærer er på vej ind i en belastet forstad, hvor de opdager to mørke skikkelser, bevæbnet med fakler og benzindunk, i færd med at sætte ild til parkerede biler. Backman hopper ud og tager sigte med sin tjenestepistol, da de skal til at sætte ild til en bil med to personer. Netop som hun skyder, bøjer fakkelmanden sig for at kaste faklerne ind under bilen. Kuglen rammer ham i tindingen.

Anklagemyndigheden bliver tilkaldt for at undersøge sagen. Eva er tyndslidt plaget af mareridt, så de to søger orlov og befinder sig snart på Gotland. Med masser af tid til hinanden, rødvin og lange cykelture. Og så kan de ikke lade være med at diskutere den gamle sag om den mordtruede buschauffør, Albin Runge. For da der blev sat en dato for, hvornår hævnen vil ske fyldest, flygtede han sammen med sin kone, Karin.

Politiet stod uden spor, indtil en grådkvalt Karin ringede og fortalte, at Albin forsvandt, da der var på vej hjem med færge mellem Åbo og Stockholm. Var det hævnmord, eller faldt han selv overbord?

Det er en kringlet og ganske anderledes krimihistorie, der giver sig god tid – især i starten, hvor vi krydsklipper mellem de to forskellige tidsperioder. Brevtruslen og hvem der stod bag. Og kommissærparrets tvungne orlov på Gotland. Typisk for Nesser bliver moralske livsspørgsmål, som skyld, sandhed, løgn og kærlighed vendt og drejet undervejs. Barbarotti fører jo jævnligt private samtaler med selveste Gud, når denne ikke sover middagslur.

Samtidig bevæger opklaringen af den gamle sag sig ind i en ny fase – støvede rapporter, ting, som blev glemt eller undladt, bliver vendt og drejet til, vi når frem til en helt ny forklaring.

Hvor det måske er svært for alvor at fastholde, at her skal den skyldige retsforfølges og dømmes uanset omkostningerne.

Som sædvanlig har Nesser skrevet en underfundig, drilsk kriminelt belastet historie, men historien handler lige så meget om at forliges med, at tilværelsen ikke altid er enkel sort-hvid.

Der er en tid til at tale, en tid til at tie. Og det sidste bliver valgt, da de to gotlandske turtelduer finder den eller rettere de skyldige. Godt underholdt er du – især da handlingen efter et vel langt tilløb kommer ordentlig op i spændingsgearet.