Skip to main content
Digte

Venlig efterplapren

Digte - Naiha Khiljee: ”Læg en besked”

Hvem lægger egentlig en besked. Det gør alle vel egentlig. Venner og alle andre, der på den ene eller den anden måde interesserer sig for en og gerne vil i kontakt – eller bare hælde galde ud.

Men efter bippet er der dukket en bog op, der venligt kritisk peger på begreber som postkolonialisme, race, objektiv vold med mere fra venstrefløjs-zombieismen. Begreber, der med vold har overtaget det sandes plads.

”Når jeg siger POSTKOLONIALISME

mener jeg

at jeg græd hele vejen ned ad rulletrappen

den dag jeg blev tilbageholdt i lufthavnen

Jeg tørrede snottet fra mit ansigt på kældertoilettet inden jeg

boardede mit fly”

En subjektiv oplevelse indrammes med et begreb som postkolonialisme. Går det egentlig? Postkolonialisme dækker over en ikke-evident forestilling om, de gamle kolonialmagters fortsatte kulturelle hegemoni.

Altså fordi Khiljee stoppes i lufthavnen – er det så et udtryk for kulturel imperialisme, om undertrykkelse?

Måske, men det ved man ikke, for hele situationen pakkes ind i Foucaults opfattelse af, at begrebet sandhed bør erstattes med begrebet magt – eller simpelthen dette at magten definerer sandheden eller bare det, at sandhed ikke findes.

Kun subjektive overvejelser over offerliggørelse under tænkte magtforhold. Altid givet med blød stemmeføring.

Jeg har intet imod kritisk digtning – nej, for fanden lad os endelig få mere af den – men så tænk dog kritisk, si det uvigtige fra, i stedet for efterplaprende eftergivenhed over for det blot moderne ikke-tænkte.

Khiljee skræmmer ingen med sin milde stemme, som står i kontrast til de brutale billeder hun fremmaner af en brun virkelighed – L&R’s seneste satsning – men det bliver ikke rigtig farligt, fordi det tankemæssigt blot er en efterplapren, mens det æstetisk halt surrer sig fast til et snefnug.

Problemet med Khiljees kritiske stillingtagen – også helt alment til tiden – er, at det simpelthen er for let. Som f.eks. her:

”ZOOM-BRYLLUP

ZOOM-FORELSKELSE

ZOOM-BEGRAVELSE

ZOOM-KONSULTATION

ZOOM-NEANDERTALERE

OVERKROPSVÆSENER

HAGER I FRØPERSPEKTIV

BLÅLYSENDE BRILLER

THUMBS UP

THUMBS UP

THUMBS UP

THUMBS UP OG HOVEDNIK FRA HELVEDE”

Det handler ikke om, at hun ikke har ret, for det har hun, men om, at der intet nyt eller anderledes tænkt kommer ud af det.

Der er ikke noget potentiale i det, ingen kraft eller provokation. Blot denne venlige, messende stemme, der drukner i dens eget kor af lige gyldighed.

Digte

  • Naiha Khiljee: ”Læg en besked”
  • 88 sider, 200 kr., Lindhardt & Ringhof
Arkiv