Skip to main content
Historie

Feriebilleder fra Hitlers spisekammer

Morten Brink Iwersen: “Hitlers Danmarksbilleder. Da Førerens fotograf Walter Frentz rejste gennem Augustoprøret”.

I sommeren 1943 kom en tysk fotograf, Walter Frentz, til Danmark. Han var en af Hitlers betroede mænd, og hans opgave var at dokumentere, hvor langt udbygningen af forsvarslinjen langs den jyske vestkyst var nået.

Morten Brink Iwersen: “Hitlers Danmarksbilleder

Vestkysten var et af de steder, hvor tyskerne frygtede en allieret invasion.

Frentz ankom til København i slutningen af juli. Han tilbragte nogle dage i byen og tog på en lille udflugt til Nordsjælland, mens han ventede på, at den rigsbefuldmægtigede Werner Best fik tid at mødes med ham og arrangere det nødvendige for hans rejse rundt i landet.

I begyndelsen af august var alt klar, og Frentz kørte vestpå. Han passerede Odense og kom til Esbjerg, hvorfra han fortsatte langs vestkysten op til Skagen, videre til Frederikshavn og derfra tilbage til København, hvorfra han fløj til Hitlers hovedkvarter, Ulveskansen i Østpreussen.

Her mødtes han med Hitler og aflagde rapport. Ikke alene om den mangelfulde udbygning af Vestvolden, men også om den tiltagende uro i Danmark, hvor Augustoprøret spredte sig, netop mens Frentz kørte gennem landet.

Hitler blev rasende, og så var det slut med samarbejdspolitikken.

Sådan lyder i korte træk den historie, journalisten Morten Brink Iwersen fortæller i “Hitlers Danmarksbilleder”.

Iwersen supplerer beretningen om Frentz’ rundrejse med en længere gennemgang af Augustoprørets forløb.

Men faktisk er det to noget umage størrelser, som hermed sættes sammen. Selv om begivenhederne fandt sted samtidig, lykkedes det nemlig Frentz at køre uden om balladen, helt bogstaveligt.

Han var aldrig i de byer på de tidspunkter, hvor det brændte på. Derfor er der ikke et eneste billede af urolighederne. Tværtimod minder Frentz’ billeder mest af alt om turistfotos fra en fredelig sommerferie i et idyllisk Danmark.

Fotografierne giver et fint indtryk af, hvordan Danmark så ud anno 1943, omend en del af motiverne selvfølgelig især har militær interesse. Men netop fordi de er så fredelige, fungerer koblingen med oprøret rent fortællemæssigt dårligt.

Et eksempel: På vejen tilbage til København kommer Frentz gennem Aalborg. Her tager han to billeder, et af Vesterbro og et af plejehjemmet Gundorfslund.Morten Brink Iwersen: “Hitlers Danmarksbilleder

Få dage efter “bliver netop Vesterbro i Aalborg rammen om de voldsomste uroligheder, der endnu har været i Danmark under krigen”, lyder den dramatiske beretning. Men på billedet ånder alt fred og ro.

På den måde hænger bogens to halvdele ikke sammen. Heller ikke selv om Iwersen gør meget ud af, at “Frentz må have set og hørt mere, end han har fotograferet”, eftersom hans mundtlige beretning om oprøret formentlig var stærkt medvirkende til, at Hitler ændrede kurs i Danmark. 

Historien om Augustoprøret har været fortalt mange gange før, for ganske nylig af historikeren Simon Kratholm i en særdeles grundig version. Derfor er det klart mest interessante ved Iwersens bog de mange fotografier. Frentz tog over 400 på sin tur rundt i landet.Morten Brink Iwersen: “Hitlers Danmarksbilleder

En stor del af de godt 100 fotografier, der er medtaget i bogen, fremstår dog underligt uforklarede. Hvorfor har Frentz fx taget en hel række billeder af badegæster på Bellevue strand nord for København? Måske har han kedet sig, mens han ventede på at få en bil?

Det havde været fint, hvis Iwersen var gået mere i dybden med Frentz og havde skåret ned på gennemgangen af Augustoprøret.

Billederne i sig selv er såmænd spændende nok - også selv om de langt fra lever op til den dramatik, der ligger i bogens undertitel om Førerens fotograf, der “rejste gennem Augustoprøret”.

Det gjorde han ikke. Han kørte udenom.

Morten Brink Iwersen: “Hitlers Danmarksbilleder

Fagbog

  • Morten Brink Iwersen:
  • “Hitlers Danmarksbilleder. Da Førerens fotograf Walter Frentz rejste gennem Augustoprøret.”
  • 228 sider, 300 kr., Gyldendal.
Arkiv