Vidunderbarnet

Erindringer - Michala Petri: ”Livet og musikken”

Det er et underligt fænomen: Det der vidunderbarn. Samtidigt med at det er udefinerbart - ved de fleste nok, hvad der menes, når man bruger etiketten:

At være forud for sin alder allerede som barn, at være enestående, have særlige talenter, tiltrække sig opmærksomhed.

Mozart er et af de mest kendte eksempler. På dansk er blokfløjtenisten Michala Petri et af de ganske få. Komponisten Rued Langgaard en anden.

Petri, født 1958 og altså for længst vokset fra den hæderkronede titel, har skrevet en erindringsbog betitlet ”Livet og musikken”.

Det er en moppedreng på 585 gram/352 sider, og det er der en pointe i. Man får naturligvis en personlig levnedsskildring, men også meget andet.

Pladsen spildes ikke på noter, oversigter og andet, der kan googles, og billedstoffet er nøje afmålt.

Til gengæld får læseren næsten dokumentariske beskrivelser af tid, steder og personer (mange kulturelle notabiliteter) i Petris liv sammen med kvalificerede signalementer af og holdninger til dansk musikliv gennem 60 år.

Michala Petri blev født i København. Begge forældre var musikere, broren blev det også, og allerede som 3-årig greb Michala den blokfløjte, hun ikke har sluppet siden. Eller den greb hende, for hun er i sjælden grad vokset så meget sammen med sit instrument, at ikke blot det klassiske publikum, men store dele af befolkningen kender hende.

Hun tilbragte nogle få barndomsår i Aalborg, hvor faderen var ansat i By-Orkestret. Som 5-årig optræder hun for første gang i et radioprogram fra Aalborghallen og vinder sin første af en mængde konkurrencer.

Som 8-årig optræder hun i Tivolis Koncertsal og oplever allerede her den voksne kunstners vilkår:

Mødet med pressen, publikums forventninger, backstage-miljøet, de ydre falbelader som kostume, scene fremtræden osv.

Herefter går det slag i slag med koncerter, konkurrencer, solist med orkester og pladeindspilninger, alt sammen ved siden af skolegang og uddannelse i ind- og udland.

Resten er, som man siger, historie.

Petri er én af de musikere, der internationalt har givet blokfløjten ny værdighed fra en skyggetilværelse som plagsomt skoleinstrument til anerkendt kunstnerisk soloinstrument på linje med violin og klaver. Hun har spillet over hele verden, med nogle af dens bedste orkestre, dirigenter og komponister, indspillet et utal af cd’er, radiotransmissioner m.v. Hun er uhyre flittig.

I bogen fortæller Petri om det mangeårige samarbejde (og en del år ægteskab) med guitaristen og lutenisten Lars Hannibal.

Om trioen med moren Hanne, cembalist, og broren David, cellist. Om de imponerende 150 kompositioner, der er skrevet til og uropført af hende.

Begyndende med et kort, virtuost stykke af komponisten Henning Christiansen til den da 6-årige.

Om bekendtskab og samarbejde med en mængde danske og udenlandske komponister. Samt naturligvis om sit personlige liv, rejselivet, arbejdet i øvelokale og på scene, anerkendelse, hæder og ordener.

Det er en meget læseværdig bog med et let, poetisk sprog, på samme tid oplevelses- og oplysningsrig, og krydret med kommentarer til dette og hint omkring hende og bredere i musiklivet.

Erindringer er en svær genre, og balancen mellem det alt for personlige, egentligt relevante og især omfanget kan være vanskeligt at ramme. Petri er tæt på at nå i mål med det meste, men: det er næsten for meget af det gode.

Fotos fra bogen.