Gysende undertrykkelse

Roman - Mia Dall: ”Hotellet”

Det vil være at prale voldsomt, hvis jeg påstod, at jeg forstår alt, hvad der foregår i denne roman – andet selvstændige bind i forfatterens trilogi, der åbnede med debuten ”Frank” (2021).

En ung kvinde får job på badehotellet, der på mange måder kan minde om Svinkløv Badehotel, der jo ligger i yderste klitrække ved Vesterhavet. Sammen med en anden ung arbejdsom kvinde, Anna, skal hun holde værelserne rene, vaske sengetøj og holde hotellet i tip-top stand. Selv om de sidste sommergæster er tjekket ud.

Et endeløst slid med vaskeri og vinduespudsning, som fruen – hun kunne godt være modelleret karikeret over virkelighedens Lise Emborg – hele tiden sørger for at holde  ”mine piger” travlt beskæftiget med.

Men romanens jeg er også udset til noget andet og mere. Hun er ikke bare ”arbejder”. Selv om da hun bliver spurgt svarer, at det er det, hun vil være. Altså ikke gæsten.

- Det er for tidligt at svare på, kommer det fra den viljestærke frue.

Så er vi i gang med jeg’ets rejse gennem en række mareridtsagtige oplevelser, samtidig med at hun bliver formet af og selv udfordrer husets frue. Det er svært.

Det er svært at underordne sig fruens plan med hende. Det kan være svært at lære noget nyt. Om sig selv, livet, døden og samfundet.

Et stærkt kvindepolitisk aspekt bliver også luftet i diskussionerne mellem det universitetskloge jeg og fruen – det gælder om at generobre historien, så den også bliver kvindernes. Men hvem er fruen, at hun kan tale på kvindernes vegne?

Romanen folder sig ud som en gotisk gyser, som det ikke er svært at forestille sig filminstruktør Ole Bornedal forvandle til heftige billeder. Bare beskrivelsen af vaskekælderens mørke og fugt. Lagenerne der vikler sig omkring én, når lyset pludselig går ud og spøgelserne i munkekutter dukker op.

Det gyselig og uforståelige folder sig ud parallelt med ,at jeg’et bliver gradvist formet, både i konfrontation med og i undertrykkelse fra fruens hånd og ånd.

Det er elegant og nærmest hypnotisk, hallucinerende skrevet, og skriften er fuld af fascinerende, præcise og overraskende ordbilleder

”Hendes øjne var to kugler af blankpoleret beton på vådt sand”. ”Imellem stuerne gabte de åbne dobbeltdøre som en Babushka af spøgelsesmunde”. ”Hendes skjorte var et glemt stykke stof på en kampesten under en sommerbyge”.

Det er en roman, du snildt kan læse igen og igen. Dels for at få styr på udviklingshistorien og de gysende mareridt, men også for at forstå, hvordan ”et skrøbeligt, kærlighedshungrende barn” vokser sig stærkere, måske ligefrem løsriver sig i konfrontationen med fruen.

Overvinde angsten og komme levende ud på den anden side.