Ensom med vilje

Roman - Mathilde Moestrup: Elektras breve

Vor tid er ensomhedens tid. Paradoksalt nok giver alle kommunikationsmulighederne og det hektiske sammenrend grobund for mere af det modsatte.

Ensom er jagten på likes, ensomt er det at komme i bad standing, og ensomme er vi alle sammen, når det fælles rum bliver for fornuftigt og bundlinjefikseret.

Ensomhed er et tema i Mathilde Moestrups debutroman fra i år, “Elektras breve”. Fra et udelukkende kvindeligt synspunkt møder og følger vi to ensomme kvinder, der på mange måder kan ses som modsætninger.

E bor alene, tilsyneladende selvvalgt. Hun er midt i livet, og vi møder hende, da hun mod sin egen forventning pludselig gør noget spontant, som hun snart fortryder. Sådan er hun, sådan har hun gjort før, og sådan vil hun nok fortsætte.

Rutinerne er meditation, læsning, gåture, blomstermotiver i et løst venskab med en gartner og ikke mindst et genkommende minderitual med billeder af den tabte bror. Ser hun ham tilfældigt, ryster det hende i flere dage. Deres historie er uklar, men E er kustode i et museum for tabte relationer og vender hver gang tilbage til sin ensomhed.

Den unge Ene flytter ind nedenunder i det store Østerbro-hus og er nysgerrig på overboen. Hun har nemlig fundet nogle breve i en aflåst skuffe i den korttidsfremlejede lejlighed, deraf titlen.

Selv er hun på konstant boligjagt og i en delvist ufrivillig søgefase i livet. Hun skal indse, at hun ikke længere kan leve op til kravene i et universitetsstudium, og at forholdet til kæresten Ola måske skal genovervejes. Også hun har en forladt bror fra en svær opvækst bag sig.

Nu nærmer de sig mistænksomt hinanden hen over den korte sommer i samme hus.

Brevene er skrevet af Elektra til den fraværende bror Orestes, og det er den helt store litteraturhistoriske klinge, der slås an her.

I de gamle græske tragedier er der overleveret hele to med titlen Elektra. Hun er den hjemmeblevne søster, der venter på, at broderen skal komme hjem for at hævne, at deres mor slog faderen ihjel.

Hos visse psykoanalytikere er Elektra-komplekset derfor blevet betegnelsen for det så at sige modsatte Ødipus-kompleks, at datteren i sin tilknytning til den fraværende far opfatter moderen som fjenden.

I Moestrups roman forstår de to umage kvinder hinanden i lyset af deres egne mønstre, men mest på afstand. På en formel invitation ser og samtaler de dog med hinanden en gang, hvor der falder et par sandheder om den mulige mekanik bag de brudte søskendeforhold. De både ligner og ligner ikke hinanden.

Romanen er enkelt, men stramt konstrueret i et slags æskesystem. Først et kapitel med E som fortæller, så et med Ene, derefter følger brevene, og så i en fin symmetri et Ene-kapitel før det afsluttende E.

En tur ind i hjertet af dramaet og ud igen, eller måske en tur tilbage i den store mytologi og frem til nutiden igen. Turen gennemføres i et godt sprog og med en stor psykologisk indsigt.

Vi får bekræftet, at familien er drama nok til et helt liv. Efter en traumatisk opvækst bærer vi mønstrene videre ind i voksenlivet.

Den græske mytologi kan bruges som forståelsesramme for psykodramaet, ser det ud til. I de senere år har mytologien fungeret sådan for flere yngre danske forfattere (Hesselholdt, Løppenthin, Voetman for bare at nævne et par stykker).

Moestrup skriver sig originalt ind i den tendens, hendes roman er en fin debut med et solidt indhold og en meget vellykket indpakning.