Sårbar ufrugtbarhed

Roman - Marie Hougaard: ”Vi troede vi skulle”

Vi troede, vi skulle. Ja, hvad skulle vi egentlig med det etablerede voksenliv dengang vi var i 30’erne?

Romandebutanten, Marie Hougaard, har i sin roman begået et smukt og rammende portræt af et sårbart par i den kreative klasses København.

På bogens flot designede og karakteristiske cover ses et udslået, råt hønseæg holdt i partiel lak med titel og forfatternavn i hvid tekst på pink baggrund. Æg, frugtbarhed, overflader, mad og spejlinger udgør karakteristisk nok en stor del af historiens univers.

Fortællingen er inddelt i kapitler markeret som månedsangivelser og løber over et lille år fra april til det næstfølgende års marts måned.

Vi følger jeg-fortælleren, Hannah, der med sit palindromnavn (navne, der staves ens forfra og bagfra – red.) netop spejler sig i andres forventninger til hende om at få et barn med sin kæreste igennem mange år, manden med endnu et lydligt spejlende navn Johan.

Det går bare ikke lige, som parret tror, det skulle gå. Johan er ikke fertil, og han gennemgår undersøgelser for kromosomafvigelser og sædkvalitet, og Hannah står foran et længere og skræmmende fertilitetsbehandlingsforløb.

Alt imens resultaterne af disse forsøg udi at finde biologiske årsager til manglen på frugtbarhed løber ind, forværres Johan og Hannahs parforhold.

Et ellers ganske kærligt og erotisk forhold udvikler sig til part time alkoholoverforbrug, gnavne svar, fysiske afvisninger og fortielser. Beskrivelsen af dette forløb udgør noget af det stærkeste i romanen, og der sker overraskende udviklinger mod slutningen, som ikke skal afsløres her.

Midt i miseren møder Hannah, der selv arbejder hjemme i sin og Johans lejlighed som reklametekst-forfatter, den tilsyneladende idealistiske filminstruktør, Mina.

Hun får hendes tvivl på hele babyprojektet til at vokse yderligere, da Hannah oplever en dyb fascination rettet mod Mina og hendes fokuserede tilgang til sine filmprojekter om den kyniske tøjindustris udnyttelse af arbejdere.

Men det stikker dybere, da Hannah også føler en erotisk tiltrækning rettet mod den lesbiske Mina: ”Mina sætter sit glas fra sig og lægger sin hånd på den nederste del af min ryg, læner sig frem mod mig. Siger noget. Hendes varme ånde mod mit øre. … Hånden på min ryg glider ned mod min balde, gør et kort ophold før den lægger sig op på baren.”

Denne fascination forvandler sig til en forvirret forelskelse og en flugtvej væk fra familie og venners forventning til Johan og Hannahs ”Projekt Barn”. Men er Minas løfter om antropologiske rejser til Indien det genuine og frie liv, der kalder på Hannah?

En stor styrke ved ”Vi troede vi skulle” er ud over den allerede nævnte skildring af det senmoderne pars storbylivs som 30-årige, hvor intet rigtigt vil falde på plads, som de forventer, det skal, Marie Hougaards skarpt udviklede sans for især replikker.

De er fantastisk velaflyttede og fungerer som klare personkarakteristikker af alle hoved- og bifigurer fra bedsteveninden, Tuts, Hannahs forældre, særligt moren og sågar også et fint portræt af den tvære femåring, Frank, der får en afgørende betydning for Hannahs endelige stillingtagen til sin eksistentielle tvivl.

Marie Hougaard skriver med humor og en særlig ømhed for sine personer, der giver mindelser om en anden og succesfuld ung dansk forfatter, nemlig Tine Høegh.

Helt ud i den grafiske præsentation med linjehop for skriften, der falder i korte og ofte konstaterende perioder, er der et slægtsskab med denne skrivekunst, man lidt kækt kunne kalde længere episk kort-prosa.

Hun fanger det ængstelige, senmoderne identitetsforvirrede liv, hvor projekterne helst skal lykkes og spejles over og i sociale medier. Johans fiksering på madlavning med sous viden fx, der gør ham ”lykkelig”, er karakteristisk portrætteret.

Hannahs personligheds dobbelthed udgør kernen i historien, da hun er sårbar, men flere steder ømt og ærligt viser den for både Johan og Mina og særligt over for børn, de væsener, som hun måske aldrig selv formår at skabe.

Samtidig er hun alligevel meget fikseret på andres såkaldte lykke med samtalekøkkener med quooker og ikke mindst børneværelser. Hun har en fundamental tvivl ”Om alt”, som hun siger det til sin læge mod slutningen, der hertil lakonisk svarer: ”Det var meget”.

Og det er meget. Måske for meget for Hannah?

Det stiller hende over for et væsentligt valg i historien, som for læseren er ganske gribende. Coverets lyserøde sky med det punkterede æg viser fortællingens dobbelthed. Men det er i Hougaards flot tegnede og fint sansende portrætter, at den (u)frugtbare sårbarhed viser sig.

En debut om en lille livshistorie; stort minimalistisk fortalt.