Hungeren efter håb

Malou Stålmann: ”Sultne hjerter”

Dybt rørende roman af debutforfatter skildrer teenagepiges liv med et sultent hjerte efter håb, kærlighed og ikke mindst kontrol. En sprogligt original og troværdig afbildning af en ung anoreksiskæbne, men selve værkets redigering halter ærgerligt en del steder.

Marie Louise vokser op på Fyn med sin lillesøster og forældre i et hjem præget og presset af misbrug. Moren er hjemmehjælper, og faren, Steen, arbejder i en skolefritidsordning.

De kæderyger hjemmerul, og han drikker voldsomt, hvilket hver eneste aften og nætterne med resulterer i brutale verbale udfald mod især moren, hvor også fysisk vold mere end antydes.

Marie Louise overværer disse ubehagelige og ind imellem næsten uvirkeligt groteske seancer – Steen anklager eksempelvis brølende moren for at sutte pik på de pensionister, hun drager omsorg for.

Disse tilbageblik skildres fint i en række optegnede flashbacks, hvor Marie Louise er omkring 12 år gammel og overværer alt.

Vi følger dermed hendes vej ind i en kropslig reaktion på det psykiske pres i miljøet med den ofte afstumpede far og den vege, handlingslammede mor og den uforstående, unge lillesøster.

Også særligt tabet af Marie Louises narkoafhængige halvbror, Micki, som Steen har fra et tidligt forhold i sit liv, bliver et kardinalpunkt i afsløringerne af en vigtig årsag til alt det samspilsramte mellem familiens medlemmer.

Det er en udpræget samtidslitterær tendens, Malou Stålmann her skriver sig ind i med navne som Glenn Bech, Morten Pape, Yahya Hassan og Thomas Korsgaard. Det er udkanten og underkanten af Danmark.

Dér hvor overskuddet kun forsøges vist i overfladen - som når Steen joker med SFO’ens børn og er den sjoveste voksne på arbejdet - men overhovedet ikke er det reelt.

En interessant kompositorisk idé udgøres af en række indlejrede digte, som skildres som uddrag fra den 12-årige Marie Louise notesbog.

Men læst fra det fiktive nu’s tid i København, hvor hun er 18-19 år, bor alene i storbyen og går i gymnasiet langt væk fra galskaben i hjemmet på Fyn.

Digtene er virkeligt smukke, selvom anmelderen her nok er lige vel imponeret af, at en 12-årig ville kunne formulere dem med deres elegante enjambementer og flotte betoninger. Og så alligevel…

Portrætteringen af Marie Louise som meget ung kvinde, der forsøger at komme tilbage i sin krop og sind (men måske også mentalt tilbage til Fyn?) viser en tidligt voksens skønhed og modenhed. Så netop denne figur kunne meget vel have digtet så sårbart, reflekterende og (form)bevidst.

Romanens styrker opstår i legen med kompositionen, med den vekslen mellem prosa og lyrik, med verbaltider hos fortælleren og i, som nævnt, portrættet af Marie Louise og det meget inderlige venskab med gymnasieveninden, Frida, i København.

Også symbolske lag fungerer – eksempelvis kronrager Marie Louise sig i den nye by og kommer herved til at ligne den mistede halvbror som en art skæbne-tvilling.

Særlig stærk står scener, hvori beskrivelser af selve anoreksien som værens- og ikke-værensform i verden skildres for læseren og også terapi- og behandlingssessions er undersøgt og beskrevet både med sort humor, gru og sorg:

”Jeg husker, at far trak ud i min trøje, at han triumferende vrissede, HA! Det er slet ikke rigtige bryster, du har. Så render jeg rundt der som en lille luder med puder under tøjet, tror jeg, han er idiot eller hvad, og jeg sagde til ham, at han skulle blande sig udenom, jeg rev bådudskæringen ud af hans knyttede hånd, og far lo bare videre. Hvad havde jeg tænkt mig at gøre ved det, hvad? Hvis han fortalte hele byen om mine snydebryster, hvad ville jeg sige til det?”

Marie Louises bekendelse til terapigruppen viser i al sin klarhed faren som hovedårsagen til den hunger, den sult, familien oplever (u)bevidst efter at nå hinanden, få sammenhæng, orden og kontrol på forholdet til verden og mellem sig. For Stålmann viser omvendt også i glimt i nogle få scener, at faren ikke blot er denne afstumpede, ubehagelige dæmon, og det er ”Sultne hjerter”s allerfineste træk.

Der er desværre et aber dabei ift. til den sproglige redaktion af værket. Der er en del småfejl i stavninger – ”vandsiret” etc. - og bøjninger, der forstyrrer billedet af en ellers virkeligt dygtig og indfølt romandebutant. Det er ikke for at være krakiler, men netop et udtryk for, at denne anmelder finder, at ”Sultne hjerter” som værk fortjener lidt bedre behandling – om muligt i et velfortjent 2. oplag?