Roman - Louise Juhl Dalsgaard: "Ting jeg tænker på: Romancollage"
Poetisk erindringsroman om en kvindes opvækst fra 1970´erne og frem til i dag. Louise Juhl Dalsgaard skriver let og fint om erindringer fra et levet liv, både de lette og lykkelige erindringer, og de tunge og ulykkelige.
Minderne går tilbage til dengang, hun var knap to år og ifølge sin mor umuligt kan huske noget som helst og frem til alle forsøgene på at få et barn og sorgen over ikke at kunne.
Alle de små afsnit i bogen indledes med sætningen; ”Jeg tænker på…” og efterfølges af alt mellem himmel og jord, stort og småt imellem hinanden. Det kan f.eks. være:
”Jeg tænker på smørtyve. Kiks formet som små skåle, man fylder med smør og sluger i én blød og fed bid.”
”Jeg tænker på haremsbukser og moonboots og sennepsglaseret skinke.”
Men også:
”Jeg tænker på, hvor bange jeg er. For kødædende planter, hugorme, min fars vrede og atomkrig – i præcis den rækkefølge.”
”Jeg tænker på ingenting at spise om dagen for i stedet at gemme til natten. Og ingenting at spise om natten for at gemme det til dagen efter. Og dagen efter ingenting at spise, fordi jeg har glemt, hvordan man gør.”
Jeg er imponeret over, hvor meget de små erindringscollager egentlig fortæller om et menneske og hendes minder, og samtidig vækker bogen hele tiden minder hos mig som læser.
Enten fordi bestemte ord får mig til at tænke tilbage på ting, jeg selv har oplevet. Både tidstypiske ting og helt universelle ting, eller fordi forfatterens beskrivelse af ting, hun husker, vækker genklang og bringer minder frem.
Erindringen: ”Jeg tænker på min farmor, der får sit hår vandonduleret… Min farmors hår er hvidt og dunet og bliver holdt på plads af et næsten usynligt hårnet.”
Den erindring får mig til at tænke på min farmors køkken, hvor jeg sad meget og læste og lyttede, blandt andet når min farmor fik sit hvide hår vandonduleret, og hende og frisøren snakkede.
Romanens form er inspireret af den amerikanske forfatter Joe Brainards bog fra 1975 ”I remember”.
Jeg har ikke tidligere læst Brainards bog, men opdagede, at der var kommet en utrolig smuk udgave i Babelserien på Basilisk i 2020.
Den har jeg læst med allerstørste fornøjelse og vil anbefale læsere af ”Ting jeg tænker på” til også at læse den.. Paul Auster har skrevet et fint forord, og Brainards eget maleri Blossom pryder omslaget.
Roman
- Louise Juhl Dalsgaard:
- ”Ting jeg tænker på: romancollage”
- 120 sider, 199 kr., Ekbátana