Magtens mangelfuldhed

Digte - Liv Nimand Duvå: ”Jeg vil have en statsminister”

I 1992 udsender den amerikanske digter, aktivist, fotograf og feminist Zoe Leonard sit digt ”I Want a President” i forbindelse med, at hendes veninde, Eileen Myles stillede op til præsidentvalget mod Ross Perot, George W. Bush og Bill Clinton.

I modsætning til disse rigmænd kom Myles fra fattige kår, var kvinde og homoseksuel.

Ligesom Leonard efterspørger Duvå i sit digt større forskellighed i forhold til folkevalgte – herunder statsministre og præsidenter. Forskelligheden kommer blandt andet til udtryk gennem oplevelser af fattigdom, massevoldtægt, social udstødelse, seksuel orientering, dyreclairvoyance m.m.

Det synes at være Duvås logik, at en sådan diversitet, vil ændre på magten – men ville den det?

Jeg tror ikke at magt korrumperer. Mennesket er korrumperet i sin natur – magten (hvad enten den er økonomisk, politisk eller social) giver blot mulighed for, at dette møgdyr kan komme til udtryk i mere eller mindre accepterede former. Denne almene slutning formulerer Duvå i en konkret og vel alment antaget slutning:

”Jeg vil have en statsminister som ikke skal

vente på nogen efterforskning, for at

understrege at ’white power’ er et udtryk

for racisme og nazisymboler nazisme”

Præcis her er, hvorfor Duvå er fuldstændig ufarlig i sin skrift. Hun formulerer i det store og hele en kritik, de fleste nok ville være enig i – i hvert fald til en vis grad.

Måske ønsker man ikke en statsminister, der græder under politiske forhandlinger, taler med ”bier og edderkopper”, men middelklassen er kendt for at ønske sig selv repræsenteret – det vil vel egentlig bare sige, at de ønsker det uinteressante hævet op i det anerkendelsesværdiges felt?

Nå, men Duvå er i det mindste en interessant sprogbruger, hvorfor hendes hyldestdigt til Leonard også er interessant på et andet niveau end det blot indholdsmæssige.

” Jeg vil have en statsminister som besøger

sine venner hvis tanker pakkes væk på de

lukkede.

Jeg vil have en statsminister som selv har

stirret dybt ind i statens hvide vægge.

Jeg vil have en statsminister som sætter sig

ned og stirrer ind i de vægge igen”.

Problematiseringen af magten – statsminister vs. almindelige genvordigheder – er interessant i sin blotte sproglige opbygning. Og så er bogen faktisk rundet af en fin humor, som jeg rigtig godt kan lide – som når hun skriver, at hun vil give journalisterne fri, så de kan læse uforståelig poesi.

”Jeg vil have en statsminister hvis tvivl altid

kommer de svage til gode”.

Hvorfor egentlig og hvordan? På den anden side er det fuldstændig umuligt at være uenig – men hvem, hvis man må spørge, er egentlig ”de svage”? Det må jeg vel først vide. På den måde bliver Duvå irriterende indforstået i sit altid selvspejlende middelklasseperspektiv på tingene.

Konkluderende må jeg alligevel sige, at der er noget ved skriften. Den hæver sig – alle sine indforståetheder til trods – op over det blot middelmådige værk. Sprogligt er Duvå ligetil, humoristisk, eftertænksom og naiv – og det er drømmende, krævende og ønskende og det er jo for pokker dejligt.

Men dejligheden forsvinder på den anden side en lille smule, fordi Duvå netop ’bare’ skriver sig op mod Leonards forlæg.

Til allersidst bliver jeg simpelthen bare nødt til at pege på det (måske) åbenlyse, at forsiden (både hvad angår skrifttype, opsætning og format) er skåret over samme læst som Bibliotek Rhodos’ klassiske venstreorienterede/-radikale udgivelser i 70’erne og 80’erne.

Foto: Camilla Lohmann