Skip to main content
Roman

Hyldest til hverdagslivet

Roman - Laila Ingrid Rasmussen: ”En dag ved havet”

Der sker ikke så meget i Laila Ingrid Rasmussens nye roman, og alligevel giver romanen stof til mange tanker om familien, kærligheden, livet. Tanker om det helt almindelig liv, de fleste af os lever, med partner, børn, venner og daglige gøremål. Forfatteren skriver lavmælt, fint og med stor indlevelse i både voksne og børn.

”En dag ved havet” foregår, som titlen siger, i løbet af en lang sommerdag ved havet. Ægteparret Linda og Lars er flyttet fra København til Hundested. Her bor de i et hus i en frodig have på en bakke. Deres to sønner Bror og Øjvind bor her også, mens den ældste datter Mie er flyttet tilbage til København for at studere.

Denne dejlige lange sommerdag har de samlet familie, venner, naboer og børn. De bader, spiser, leger og taler med hinanden og med os som læsere. Synsvinklen skifter nemlig imellem dem alle, og på den måde får vi historien om disse mennesker og denne dag fra forskellige vinkler.

Vi hører om værtsparrets begrundelser for at forlade storbyen og flytte på landet; Lars´ bekymringer for, om han kan tjene penge nok til husleje, bil og børn. Men også om hans store kærlighed til sin kone, sine børn og Jimmi Hendrix. Lindas glæde over at have fundet det sted i verden, hvor hun har lyst til at leve, indtil hun skal dø.

Vi hører om børnenes leg og om den store datter Mie, der føler sig lidt udenfor. Hun var halvstor, da de to brødre blev født, og de er født tæt på hinanden og deler opvækst og lege.

Denne sommerdag leger de med de tre øvrige børn, der er på besøg, og Mie er voksen og ingen naturlig del af legene. Samtidig føler hun de voksne er blevet magelige og ikke gider bekymre sig om klimaet og jordens fremtid, som hun ellers kan huske de gik meget op i, da hun var barn.

Vi hører også om Lars´ farmor og børnenes oldemor Rie, og om dengang hun smuglede illegale papirer og pistoler og patroner under madrassen i barnevognen, blev hevet ind til forhør hos Gestapo og mistede sin mand, der blev skudt.

Romanen er ikke kun en hyldest til det lette, til sommerdage, havet og havefester, men til livet i al dets mangfoldighed; glæder, sorger, fællesskab, ensomhed, liv og død.

For som Lindas mor sagde på sit dødsleje, da hun skulle dø alt for tidligt:

”Træk vejret Linda, sagde hun til mig på sit dødsleje og nyd det for turen er kort.”

Roman

  • Laila Ingrid Rasmussen:
  • ”En dag ved havet”
  • 319 sider, 299 kr., Alhambra
Arkiv