Skip to main content
Roman

Djævelsk godt

Kjell Westö: ”Tritonus – en skærgårdsfortælling”

Tritonus er i musik en forstørret kvart, bestående af tre heltonetrin, også kaldet djævleintervallet, som var forbudt i middelalderens musik. Fordi den udtrykker disharmoni og en tvivl på det guddommelige, mente man – dengang.

Casa Tritonus – det er sådan den internationalt anerkendte dirigent Thomas Brander kalder sit nyopførte luksussommerhus i den finske skærgård, og det morer ham. Men der er ikke ret meget andet, der efterhånden morer ham.

Han evner ikke på samme måde kynisk og intelligent at tvinge og presse orkesterets musikere til at yde deres allerbedste. Musikken er gået død for ham. Hans ry som stjernedirigent er i fare og samtidigt ligger hans kærlighedsliv i ruiner – violinisten Krista, der bliver danselysten og liderlig, når hun drikker, er ved at være et overstået kapitel.

Kjell Westö: Tritonus

Så Brander er flygtet til sit 700.000 euro dyre øeksil for at finde fred og få styr på tingene.

Tæt på bor Reidar Lindell, psykolog og fritidsmusiker i kopibandet Rainbow, og snart udvikler der sig et spirende venskab mellem de to. De er begge to vilde med musik – god musik, som kan ændre ens forholden sig til verden og bringe indsigt og trøst. Og her tæller Ravels anden violinsonate lige så meget som Emmylou Harris.

Musikken bliver et omdrejningspunkt for det forsigtigt spirende mandevenskab. Tænk sig Brander - kender godt Deep Purple-guitaristen Ritchie Blackmore, der har givet balorkesteret navn. Og så er der fiskeriet – som Brander ikke har haft fingrene i siden barndommen.

Langsomt åbner fortællingen sig, mens Reidar - efterhånden som venskabet vokser - insisterer på, at Thomas også engagerer sig i øsamfundet. Ikke bare glæderne og det nære, men også problemerne. De nye øboere henne på øens flygtningecenter, flygtet fra Syrien, og den spirende grimme fascisme, som udmønter sig i vold og brandstiftelse mod dem.

Og så er der alle de personlige problemer med kærligheden og medmennesket.

Finske Westö skriver en klar, gennemlyst prosa og bruger indre monologafsnit, hvor de to hovedpersoner på skift får stemme, så vi på denne måde lærer dem at kende tæt. Samtidig med at vi får indblik i deres tvivl, forventninger og skuffelser, mens de prøver at blive trygge ved hinanden. Afvekslende med aktuel her og nu virkelighed med direkte tale, som når den vinberusede dirigent er ved at få øretæver på den lokale, fordi han har afvist en kvinde, som vil danse.

Det er også en bog, der giver en lyst til at fordybe sig i musik. Fordi Branders kamp med at forløse de største klassiske værker bliver beskrevet indefra, som den personlige kamp for at fravriste tonerne det ultimative. Det guddommelige – det, der vil ændre ens eget liv og give det ny klarhed og retning.

Og samtidigt er det en klar samtidsskildring, som med udgangspunkt i det nære, her hvor alle kender alle, samtidig gør opmærksom på – at intet menneske er en ø, vi er alle en del af noget større, og vi er alle nødt til at forholde os til denne ”world gone wrong”.

På den måde leverer Westö en fornem skildring af et mandevenskabs udvikling og stiller samtidig spørgsmålet: Hvordan finder vi ud af at leve sammen i en verden og på en klode, der er ved at splittes af og gå under.Kjell Westö: Tritonus

Klimaforandring, flygtningestrøm, #MeToo-bevægelse, fake news, storby kontra udkant, voksende højredrejning med klare fascistiske undertoner – det hele danner baggrundstæppe for denne store roman.

Der ganske lige som djævleintervallen byder på både kærlighed, længsel, spænding og udfordrende trods. Ganske som du kan høre det, når Wagner bruger den i preludiet til ”Tristan og Isolde”, eller når rockbandet Pearl Jam trykker den af på ”Even Flow”.

Det er en stor og vægtig roman, der har godt fat i tidsånden og vore aktuelle problemer, så der både er kommet corona, mundbind og håndsprit med. Men også skildringen af det generte, famlende forsigtige mandevenskab er ganske uovertruffen og kalder på både smil og genkendelse.

Oven over og gennem hele bogen svæver de to midaldrende mænds - og ja, forfatterens - kærlighed til musikken, som en rød tråd. Du får simpelthen lyst til at høre musik, du ikke har hørt længe, eller som undertegnede som klassisk ignorant kender meget lidt til.

Så gennemmusikalsk er finske Westö’s sprog – ganske uovertruffent, på en gang præcist og gennemstrømmet af underspillet medmenneskelighed og samfundsengagement.

Foto:  Kustannusosakeyhtiö Otava

Roman

  • Kjell Westö
  • "Tritonus – en skærgårdsfortælling”
  • 414 sider, 299,95 kr., forlaget Gutkind.

 

Arkiv