Mystik ved polarcirklen

Roman - Kerstin Ekman: “Ulvespring”

Hvordan er det at blive gammel? Hvad er det, der fylder, når årene er fyldt op?

Man kan spørge de gamle, og personligt vil anmelderen gerne blive klogere sammen med Ekman, den kloge kone fra Nordsverige.

For tiden har de fleste et forhold til hende gennem filmatiseringen af hendes nyklassiker Hændelser ved vand, men man kan med fordel dykke ned flere steder i forfatterskabet. Den foreliggende, seneste roman var nomineret til Nordisk Råds pris for et år siden.

Romanen fortælles fra den aldrende forstmand og jæger Ulfs synsvinkel. Han er født på egnen og har levet hele livet i de store svenske skove.

Administreret skovdriften, planlagt og gjort ved, og så har han i det lokale samfund haft den vigtige post som jagtformand, det vil blandt andet sige, at han har styret og udført jagten på de kvoter, man nu hvert år har fået tildelt.

Vi møder ham i den fase, hvor han er ved at opgive sine sidste poster. Dels skyldes det hans helbred. Han har angina og må i romanens løb også gennem en større operation, fordi han får flere anfald, både under jagten og i hjemmet.

Men dels skyldes det også blot alderen, som er en noget sværere med- og modspiller. Vi møder Ulf i sin udrangerede mandskabsvogn oppe i skoven, hvor han på sin side møder en ulv, som han ikke kan slippe.

Den tager får, viser det sig. Ulf bliver kaldt ud til et tilfælde, hvor han må aflive et skambidt får.

Han udfylder de nødvendige rapporter og sender dem ind, men hans sympati er på ulvens side, ikke med fåreavlernes skødesløse fårepasning og tilsvarende vrede trang til ulvejagt.

Ulven er nemlig kommet under huden på ham, han identificerer sig med det ensomme rovdyrs afsøgning af reviret og beundrer den fine personlighed hos ulven, som han halvvejs projicerer sig til.

Hjemme læser han sine gamle jagtnotater, helt fra teenageårene til nu, han mindes sin gamle hunde og deres gode og dårlige sider. Han går tur med den seneste i rækken, vågner midt om natten uden at kunne sove, for hans liv er til revision.

Han deler til en vis grad sine overvejelser med konen, der normalt gennemskuer ham uden problemer. Til gengæld ser han klart, hvordan yngre kræfter presser ham ud som formand, og han tager sit nederlag med stil.

Så brænder hans mandskabsvogn pludselig, og da den ikke har indlagt strøm, er der mistanke om ildspåsættelse. Politi, afspærring og forhør, for man har fundet knogler i asken.

Ulf kender politiinspektøren og bidrager til efterforskningen, men det lykkes ikke at finde ud af, hvad der er sket. Knogleresterne er fra en ulv, men hvordan er ulven endt i vognen? Hvorfor er den brændt af? Er det en udløber af striden med den nye jagtformand med det mindre nænsomme syn på naturforvaltning?

Ulf og konen går selv i gang med sagen udenom politiet, og finalen skal ikke røbes her.

Der er overraskelser og stor psykologisk finesse i forløbet, og undervejs er der en løbende opmærksomhed på det natursyn, som er så vigtig en størrelse at forholde sig til netop nu.

Ulf ser kritisk på sit livs indsats som forstmand i takt med, at han og ulven forbindes. Med hvilken ret regulerer vi både planter og dyr, fører nye arter ind og undertrykker andre?

Hele besøget i Ulfs aldrende drama er enestående solidarisk og overbevisende udført. Ikke på noget tidspunkt punkteres fornemmelsen af, at Ekman giver Ulf hans egen stemme.

Fåmælt, præcis, stædig og dog åben går den gamle mand til verdens problemer og sit eget liv med en betagende ærlig tone og et autentisk sprog, som suger læseren med.

Ekmans stilfærdige alvor tegner et stærkt portræt af en mand og hans verden, og hvordan denne særlige mands historie får ham til at reagere på aktuelle problemer. Det er fin romankunst uden falbelader, fortalt med indlevelse, problembevidsthed og overskud.

Anmelderen læste af forskellige uvedkommende grunde bogen på det originale svenske og kan derfor ikke mene noget om oversættelsen. Men sikke en roman af en gammel, klog kone.