Litteratur som skæbne

Essays - Kerstin Ekman: ”Min bogverden”             

Det interessante ved denne samling af 24 essays om forskellige af verdenslitteraturens store forfattere er ikke præsentationen af deres værker - den er nogle gange god og andre lidt kedeligt refererende.

Men det er derimod den måde, hvorpå Kerstin Ekman som læser og forfatter skaber en livsvarig forbindelse af nærvær mellem fortælling og verden.

Kerstin Ekman behøver ret beset ingen nærmere præsentation, for hun er siden 1959, hvor hun debuterede, blevet læst og atter læst. Hun har fået mange priser, bl.a. Nordisk Råds litteraturpris, og har siddet i Det svenske Akademi, som uddeler Nobelprisen i litteratur. Kerstin Ekman er en af de helt store forfatterskikkelser i den skandinaviske litterære nutid.

Det forfatterskab, hun nu har bag sig, er præget af en for Kerstin Ekman vellykket blanding af realistiske, eventyrlige og mytologiske litterære former, og det vidner om en betydelig fortrolighed med vores litterære arvegods.

Denne er delvis forankret i en eksamen i almen litteraturhistorie fra universitetet i Uppsala. Fortroligheden er imidlertid hos hende - ikke kun forankret i lærdom, men også i en dyb eksistentiel forbundethed med litteratur:

Læsning er ”dybest set en erfaring man kan regne med.” Med andre ord er læsning for Kirsten Ekman en lige så vigtig en kilde til at mestre tilværelsen som al mulig anden erfaring.

Dette kommer også til udtryk i essaysamlingens titel ”Min bogverden” og ikke ”min bogsamling” eller ”mit bibliotek”. Tværtimod: bøger er levende og åbner for en dialog mellem verden og læser.

Dette er tværs gennem de 24 kapitler et af bogens hovedtemaer. Er det dumt, spørger forfatteren, at et ganske ungt menneske kaster sig ”over tykke og gode bøger så tidligt i livet, at man ikke rigtigt forstår dem?”  

Det betyder intet, er svaret, for de gode bøger vender man tilbage til i forskellige livsaldre, og denne tilbagevenden åbner for nye indsigter og for større forståelse af det, som næppe blev forstået tidligere:

”Hver genlæsning åbner nye rum i fortællingen. Og den åbner i bedste fald ukendte rum i en selv.”

Så derfor er gode bøger altid forbundet med nærvær og meningsfylde - uanset i hvilken tidsalder de er skrevet. Litteratur er altså for Kerstin Ekman en væsentlig del af en dannelsesvej mod det hele menneske.

Og så er vi tilbage i de gode gamle humboldtske forestillinger om dannelse. Med den største selvfølgelighed og uden anfægtelser følger hun ideen om, at vejen til humanitet også befordres gennem tilegnelsen af litteratur.

Det er det andet centrale tema:  Kerstin Ekmans vej ind i litteraturen både som læser og som forfatter. Vi følger hendes læsning i barndom, ungdom, modenhed og alderdom. I alle livsfaser er det hjemmet, skolen, især bibliotekerne og delvist studierne, der præger hendes læsning og betinger hendes valg af levevej som forfatter.

Essaysamlingens sidste essay handler om Cora Sandels roman ”Alberte og Jacob” fra 1927.

Kerstin Ekman ser meget af sig selv i Cora Sandel – pseudonym for Sara Fabricius - og romanens kvindelige hovedperson – Alberte - der gør sig fri for at for at kunne skrive.  Essayet slutter således: ”Underligt nok fik jeg samme erhverv som Sara Fabricius Det kunne jeg aldrig have forestillet mig. Men når gravhunden og jeg om aftenen traskede hen til biblioteket, var jeg åbenbart på rette vej.”

Bibliotekerne åbnede for hende den verden, som har givet hende ballast til at være i den virkelige verden.

Bogen rummer som nævnt 24 essays om store værker i litteraturhistorien.

Det begynder med Homer, går over Tolstoj, Selma Lagerlöf, Thomas Mann, Herman Melville, Herman Bang, Moa Martinson, Albert Camus, Carl Jonas Love Almquist, Elsa Morante, Doris Lessing og Cora Sandel. Og mange flere.

I hvert af de 24 essays refereres der til en lang række andre forfattere. Så vi må imponeres over hendes omfattende belæsthed. Og Ekman får også i beskedent omfang luftet sin litteraturteoretiske baggrund, idet hun i flere essays diskuterer nogle af de fortællermæssige greb, som er typiske for de forfattere, hun præsenterer os for.

Men det er meget nedtonet, for det er ikke det vigtige. Hun er arg modstander af teoretiske tilnærmelser til litteratur. Det vigtige er at læse for at holde af og for at opleve nærvær.

Mønstret i fremstillingen er for det første, at de værker, der behandles, er læst mange gange og som regel i forskellige faser af Ekmans liv. Den gentagne læsning bringer nye og flere betydninger af det enkelte værk frem.

Derfor kan den modne Ekmans læsning og forståelse af et værk være meget anderledes end det udbytte, den unge Ekman tilegnede sig. For det andet sætter hun sine læsninger i forhold til sig selv og den nutid, hun befinder sig i. Hun er en engageret læser, der sætter egne værdier og virkelighed op mod andre forfatteres.

Det sker f.eks. i forbindelse med den glimrende gennemgang af Herman Bangs ”Tine”, som hun er en stor beundrer af.  I forberedelsen til essayet støder hun på Johannes V Jensens forhånelser af Herman Bang i 1906.

Hun blev så arrig, at hun smed Jensens ”Den lange rejse” i skraldespanden.

Vores danske interesse i romanen ser den først og fremmest som udtryk for et nationalt nederlag, en national sårfeber, der gjorde Danmark til en lilleputstat.

Ekmans blik hæfter sig snarere ved de tragedier og den gru, der rammer et lille samfund, når krigen banker på. Og på den måde får hun også rettet sit og vores blik mod de grufuldheder, der udspiller sig mange steder på jorden. Dejlig er den i hvert fald ikke.

Det interessante ved ”Min bogverden” er ikke så meget Ekmans præsentation af forfatterne. Derimod er det spændende og smittende at følge hendes eget eksistentielle engagement i de forfattere, hun præsenterer.

Det er essays om at modnes til at blive en engageret læser. Det er tekster om den dannelse, der har formet hende til en fascinerende personlighed.

Jeg har læst bogen med stor fornøjelse, om end der i en del passager er for meget referat. Det trækker lidt ned. Men trods det skaber Kerstin Ekman nærvær.

PS: Bogen er forsynet med en fin litteraturliste, der registrerer alle de forfattere og værker, der omtales i hvert af de 24 kapitler. Den er en godt udgangspunkt for planlægning af flere sæsoner i læsekredsene.