Skip to main content
Roman

Klodens problemer og vore egne

Roman - Ali Smith: "Sommer"

Den skotske forfatter Ali Smith har med denne roman afsluttet sin årstidskvartet, der startede med ”Efterår”, der udkom på dansk i 2018, blev efterfulgt af ”Vinter” i 2019 og ”Forår” i 2020.

Fire bøger på fire år.

Romanerne kan læses enkeltvis og er ikke en serie, alligevel danner de, hvis man læser dem samlet, et imponerende værk med mange refleksioner over den måde, vi lever vores liv på i Europa lige nu.

Det er fire fremragende romaner, Ali Smith har skrevet, hvor man som læser både imponeres over forfatterens evne til præcist at sætte fingeren på de problemer, vi står overfor, som jordklode, som vestlig verden, som europæer, som familie og som menneske, og på samme tid rives med af gode historier.

”Sommer” foregår i februar 2020. Voldsomme brande hærger Australien, og en mystisk virus er opdaget i Kina.

I Brighton i Sydengland er 16-årige Sacha mere end alvorligt bekymret for klimaet.

 Hendes 13-årige lillebror, Robert, der er blevet mobbet ud af en skole og på vej til at blive det af den næste, spiller afstumpede, voldelige computerspil og interesserer sig for Einstein.

Deres forældre gik fra hinanden, da de ikke var enige om Brexit, og nu er deres far flyttet ind i nabohuset med sin nye unge kæreste.

I ”Sommer” dukker også to personer fra den første roman ”Efterår” op, nemlig den over 100 år gamle Daniel Gluck og nabopigen Elisabeth, som blev venner, da Elisabeth var en lille pige og Daniel Gluck en ældre herre.

Beskrivelsen af deres venskab og deres snakke om kunst var noget af det fineste i første del af kvartetten, og det er derfor dejligt at møde dem igen.

Og det er det, hun kan, Ali Smith:

Skrive om alle de katastrofer, der truer vores samfund lige nu: Først og fremmest klimaforandringer og –katastrofer, men også corona, Brexit, digital mobning, racisme.

Og samtidig skrive om unge mennesker, der engagerer sig, tænker og reflekterer og derigennem give læseren et håb midt i læsning af, hvor skidt det egentlig står til i verden.

I hele dette fine firbindsværk lurer der en lille fare for at, at forfatteren bliver for politisk korrekt.

Hun tager fat i alle de ”rigtige” ting og har alle de ”rigtige” meninger, og indimellem overskygger det den gode skønlitterære fortælling, og du kommer som læser til at drømme om dekadence og moralsk forfald.

Men så dukker Sacha og Robert op, og Daniel Gluck og Elisabeth, og man tilgiver forfatteren, fordi der midt i den politiske korrekthed er så meget poesi og skønhed.

Roman

  • Ali Smith:
  • ”Sommer”
  • Oversættelse: Ninna Brenø
  • 382 sider, 249,95 kr., Gyldendal
Arkiv