Dybt indsigtsfuldt

Katrine Marie Guldager: "Det samme og noget helt andet".

Katrine Marie Guldager har her valgt at virkeliggøre et vanvittig vanskeligt projekt, nemlig at skrive den sande historie om sine årelange kampe for at komme overens med sin familie.

En familie, hun på intet tidspunkt har følt at være en integreret del af - snarere tværtimod.

Og Guldager har valgt sin helt egen originale måde at virkeliggøre projektet ved et kompositorisk greb, hvor hun lader forfatteren Guldager fortælle i kursiv om sit arbejde med projektet i et spor, mens hun i et andet spor lader en fortæller berette det fiktive i romanen om en kvindes kamp med sin familie.

Det er blændende gjort.

Romanen begynder egentlig med to fatale telefonsamtaler med en uges mellemrum. I den første får fortælleren at vide, at hendes bedste veninde er blevet skudt i Nicaragua.

I den anden får hun besked om sin fars død i en togulykke. Det sætter gang i fortællingen om at komme overens med sorgen - og om at komme overens med familien - og om at søge videre og dyrke skrivekunsten som et spor.

Vi ser familien som en uro, som en kampplads, hvor der konstant intrigeres, skabes relationer, sker udelukkelse, lyves, bedrages, sættes i båse og bruges klicheer som midler til at udgrænse.

Og fortælleren ser konstant sig selv som den tabende part i dette, hvor mor og søster knytter bånd, som skal holde hende ude. Og hvor fjernere familiemedlemmer melder sig for også at få deres holdninger, meninger og opfattelse gjort til en del af familiefortællingen - i et i virkeligheden ganske grufuldt drama.

Guldager fletter dette drama sammen af erindringer fra bl.a. barndommen og nogle år i Afrika.  Ligesom hun også får erindringer om studieårene på universitetet og Forfatterskolen skrevet sammen med glimt fra begravelser, familiefester, møder og ledige stunder.

Alt samler sig i en foruroligende helhed, hvor hun dels må forlige sig med sorg og savn. Dels må nå til klarhed over, om hun er en del af en familie, om hun ønsker at være det, eller om hun skal forlade den helt og finde sin egen position.

Det bliver i høj grad skrivekunsten, der bliver vejen til selvstændighed. En trang til at skrive stort set gennem hele livet bliver efterhånden til nogle digtudgivelser på tidsskriftsniveau.

Indtil det egentlige gennembrud kommer med den første digtsamling på Gyldendal, der grundlægger en succeskarriere, hvor forfatteren bliver efterspurgt ved arrangementer og siden begynder at modtage priser o.s.v.  Og endelig kan se sig selv som et etableret navn blandt eliten.

Og her er så den nye position.

Det er drama, det er sorg, vrede, fortvivlelse, udbrud - men det er Guldagers suveræne skrivekunst der gør, at drama blander med drømmende tilstande, blandes med ømhed og kærlighed - og blandes med stor befriende humor.

Der er mange smil i det store drama … Som jo så samtidig fortælles som det samme - og noget helt andet - på en gang.

Guldagers suveræne skrivekunst, ja - det helt særlige ved Guldager er, at hendes tekst aldrig kører i tomgang, aldrig vil det glatte eller pleasende. Men altid er båret frem, drevet frem af nødvendighed. Uden af den grund at blive indviklet, vanskelig, højpandet eller uklar - tværtimod. Her en central skriftprøve fra den kursiverede tekstdel om projektet:

”Jeg gransker mine egne motiver som en gal, og jeg tænker på, om dette projekt egentlig er frisættende, for mig, for andre, jeg tænker på, hvad der er værst, fiktionens klæbetråde eller erindringens?

Men jeg tænker også, at jeg må holde op med at være en kujon, for hvorfor må jeg ikke huske? Hvorfor skulle det være så farligt? Hvorfor må jeg ikke have min historie?

Hvorfor skulle jeg ikke kunne skrive det, som jeg husker det, som mit tidligere jeg husker det, jeg skal ikke drysse et mere modens menneskes indsigt ud over, jeg skal lade det stå, som det er, eller rettere, som det var, eller i hvert fald: som jeg husker det”.

Romanen har mindelser om tidligere værker. Man træffer motiver fra ”Lysgrænsen” om de mange år med psykoanalyse og begivenheder fra den store væsentlige romanrække, Køge-krøniken.

Guldagers læsere vil høre mangt et ekko undervejs i denne voldsomt overbevisende roman. En lysende indsats, der bekræfter, at Guldagers forfatterskab er tidens måske mest uomgængelige.

Ved sit volumen, ved sine dybe indsigter - ikke mindst i familien og dens relationer - og ved sine klare og slående samfundsanalyser. 

Et hovedværk i et stort forfatterskab. Derfor de seks stjerner.