En sjælden nødvendighed

Digte - Julia Jayko Fossland: ”tænder hofter hænder”

Det slår mig, midt i læsningen af Fosslands digte, at nogle linjer næsten bliver for voldsomme, at jeg får lyst til at lægge bogen væk for en (det er måske det, jeg gør, når jeg midt i læsningen skriver dette).

Jeg må som læser forsvare mig selv – mod digtene, døden og det arbejde Fossland har lavet; både æstetisk, emotionelt og fremstillende (altså poetisk).

Fossland er født i 1992 i Norge. Så ungt et menneske, der skriver med så stor alvor og nødvendighed. Det er i min bog en sjældenhed.

”tænder hofter hænder” – kun så enkel en titel kan rumme noget så enkelt som døden; det er dét, det handler om døden. Tabet af mennesker, der stod en mere eller mindre nær – som eksempler på døden. Det er tabet af veninden, der trækker de andre døde frem i lyset.

”er du helt sikker på at vi forbliver mennesker uden hinanden

[…]

din pande er stadig varm mod mine kolde fingre

kold mod kold hud for at indse hvor kold døden i virkeligheden er”.

Fossland skriver fra sorgen og fra døden, som det lille prolog-digt også siger:

”døden

kommer ind ad min dør

i form af et hvidt slimet

væsen

ikke så meget højere

end et menneske

tynde lemmer

uden øjne

[…]

hvor længe bliver du her

spørger jeg

væsenet griber mit strubehoved og maser det mellem sine lange tynde

fingre”

Kierkegaard beskrev livet som en sygdom til døden; Molière sagde, at vi kun dør én gang; og det for så lang tid. Begge er vel rigtige svar på Fosslands spørgsmål.

Det kan måske synes sort og deprimerende. Det er det ikke. Det er katharsisk og smukt – og så er det velskrevet, med en særegen sans for det danske sprog, som jo dog er Fosslands andetsprog.

Katharsisk – fordi melankolien får form, sprog og sansning gennem digtene. Fossland debuterer altså aldeles enestående.

Men som sagt er der også sansen for sprogets små forskydninger, som f.eks. her: ”Du har taget noget / Jeg leder og kan ikke finde / Lede” … fra verbum til substantiv, fra handling til forstenelse. Fossland er formidabel i disse flakkende forskydninger.

”Der burde være en sorg

Undskyld min ven

Der er intet”

Så enkelt er det vel. Jeg ved ikke om det er det almene, der flyder ind i det reflekteret partikulære eller omvendt.