Skrækken for det ukendte – og for sig selv

Joseph Conrad: ”Mørkets hjerte”

I mange år var det almindelig kendt, at ”Mørkets hjerte” var litteraturhistoriens meste citerede roman. Om den påstand stadig holder, ved jeg ikke, men èt er sikkert:

Den er stadig aktuel, og man bliver klogere på både sig selv og verden, hver gang man læser den.

Rammefortællingen er inspireret af Joseph Conrads egne erfaringer som flodkaptajn.

På skibet ”Nellie”, der ligger for anker ved Themsens munding, fortæller kaptajn Marlow sin historie til en gruppe mænd, om en rejse ad Congo-floden ind i det mørke og ufremkommelige Afrika.

Historien starter da mørket falder på, og Marlow fortsætter gennem hele natten fortællingen om denne meget symbolske historie, som egentlig er en historie inden i en anden historie og således byder på mange lag.

Marlow, der havde taget hyre som kaptajn hos et belgisk handelsselskab, fortæller sine venner om opgaven med at fragte elfenben ned ad floden, og ikke mindst, med at finde elfenbensjægeren ved navn Kurtz, som var udstationeret af kolonimagten Belgien.

Efter lang tids besværligheder med at gøre flodprammen klar til turen, starter Marlow endelig sin tur sammen med fire hvide mænd og en gruppe kannibaler, der skal klare det praktiske arbejde på damperen.

Kannibalerne er i overtal i forhold til de hvide mænd, deres eneste mad er en smule råddent flodhestekød. Dette får Marlow til at fornemme, at kannibalerne skal lægge store bånd på sig selv for ikke at spise de hvide.  

Marlows damper bliver angrebet af indfødte på vejen til Kurtz' handelsstation – de bliver reddet, da Marlow tuder med damperens fløjte og på den måde skræmmer de indfødte. At disse hændelser gør indtryk på Marlow ser man af citatet: ”Tanken om at man langt ude var i slægt med dette vilde, lidenskabelige oprør”

Igennem hele historien bliver Kurtz fremstillet som et ideal og som en uovertruffen person med høje moralske værdier. Da Marlow endelig finder frem til ham, viser virkelighedens Kurtz sig at være en helt anden. Han fremstår nemlig som en grisk, skruppelløs person, som i sin jagt på elfenben, er blevet forrået af imperialismens løse rammer.

Marlow installerer Kurtz på damperen for at bringe ham tilbage til civilisationen.

Her møder vi det meget enkle citat ”Rædslen, rædslen” som i virkeligheden er det mest rammende fra denne meget sammensatte roman. Ordene bliver udtalt af Kurtz lige inden han dør.

En nat kommer Marlow ind til Kurtz, der åbenlyst er døden nær. Da Marlow nærmer sig med et stearinlys, er det, som om Kurtz i  et kort øjeblik bliver klar i hovedet og udtaler sine sidste ord: "Rædslen! Rædslen!"

Marlow opfatter dette som Kurtz' reaktion på sit livs hændelser. Både i filmen og romanen har Kurtz dannet sin egen kult. Han har forskrevet sig til djævelen og her, dybt inde i junglen, lader han sig dyrke som en lille gud.

”Der var intet hverken over ham eller under ham – og det vidste han. Han havde sparket sig selv løs fra jorden” skriver Marlow om Kurtz.

Var der nogen som nævnte eller kom til at tænke på Trump?

Man fornemmer, at imens Marlow fortæller, foretager han selv, dér på flodprammen i London, en indre rejse, hvor en række erkendelser vælder frem i ham. ”Livet er noget løjerligt noget – dette gådefulde arrangement af nådesløs logik med et nytteløst formål. Det bedste man kan håbe på at få ud af det, er lidt viden om sig selv – der kommer for sent - en høst af uudslukkelig anger”.

Med andre ord, han opdager et kaos i sig selv, som han kommer til at kigge ned i, mens han fortæller.

Ydermere kan man vove den påstand, at romanen fremstår som en rejse ind i læserens indre. En kvalitet som netop betyder, at man kan læse den igen og igen, og stadig nå nye indsigter. Selvom ”Mørkets hjerte” er skrevet for 120 år siden, så er den stadig aktuel rundt omkring i verden, hvor de såkaldte civilisationer trænger ind i ukendte områder og folkeslag.

Selvom Joseph Conrad oprindelig var polak, så var han en virkelig mester udi det engelske sprog. Det er en sproglig nydelse at læse alle hans bøger.

”Mørkets hjerte” var den umiddelbare inspiration til Francis Ford Coppolas fine film ”Dommedag nu”. Her er handlingen er hensat til Vietnams jungle og tidmæssigt er den flyttet frem til de sene tresseres Vietnamkrig.

Marlon Brando var fremragende i hovedrollen som Kurtz. Ligesom mange sikkert husker sikkert også den sidste fantastiske scene hvor kaos og inferno akkompagneres af The Doors og nummeret ”The End”.

Benyt januar til at genopfriske en virkelig klassiker.