Skip to main content
Roman

Lysergsyrediethylamid på Nynorsk

Roman - Jon Fosse: “Låst guitar”

Hun skal smide en skraldepose med bleer og skridtbind i affaldsskakten, men da hun går ud af lejligheden, smækker døren i. Nøglerne ligger derinde sammen med hendes et år gamle barn.

Herefter har Jon Fosse læseren i et stensikkert greb, mens man følger den unge kvinde i en tåget vandring gennem byen. Kvinden hedder Liv, og hendes fortid rulles ud i repetitive glimt og med en intens rytme, som man kender det så godt fra Jon Fosses senere forfatterskab. Fosse Låst Guitar.jpg

Opvækst i et stillestående familieliv med faderen på fabrik og moderen fastfrosset foran fjernsynet, rengøring på hotellet og en pludselig flugt med en tilfældig guitarist ind i druk, sex, tobak og stoffer.

Syretrip, tvangsindlæggelse samt et svangerskab, der mildt sagt ikke var planlagt. 

Nu måske på ret vej med egen bopæl og et diffust ønske om at komme i gang med et eller andet.

Man kan have sine tvivl om, hvorvidt det vil lykkes, bagagen taget i betragtning og med hendes febrile opfattelse af virkeligheden som en ugunstig makker.

Spændende er det. Finder hun den vicevært, som kan åbne døren på fjerde sal, og hvad viser der sig i lejligheden? 

Den norske nobelpristager Jon Fosse, f. 1959, debuterede i 1983, og ”Låst guitar” er en af hans tidligste romaner, som nu lykkeligvis foreligger på dansk i Madame Nielsens oversættelse.

Det kan med glæde konstateres, at Fosse fra første færd sætter i med den insisterende sprogtone, som han udvikler sublimt i det videre forfatterskab, der nu tæller mere end 50 udgivelser.

Og intet tyder på, at Fosse ændrer kadencen. Han er aktuel med operaen ”Asle og Alida” som komponisten Bent Sørensen har lavet musik til, og snart følger trilogien om den fiktive by Vaim og dens indbyggere.

Til omslaget af ”Låst guitar” har Fosse igen valgt et maleri af Lars Hertervig (1830-1902), ”Rullestaddjuvet”.

I romanen ”Melancholia” (1995-1996) har Fosse i øvrigt givet et medrivende portræt af den skizofrene kunstner.

Roman

  • Jon Fosse: "Låst guitar"
  • Oversat fra Nynorsk: Madame Nielsen efter Stengd gitar
  • 234 sider., 250 kr., Batzer
  • Udkommer i dag, 30. maj.

. Forfatter Jon Fosse.