Onkel Bob ifølge Johannes

Fagbog - Johannes Andersen: ”Bob Dylan. Nærvær og fravær”.

En personlig skildring af den amerikanske sangskriver Bob Dylans livsværk. Hans sange og betydning for samtiden. Samt ikke mindst også i samfundsforsker emeritus Johannes Andersens liv. Velskrevet ligefrem.

Vi har at gøre med en kender, som skriver. Den 74-årige Johannes har jo sit eget band ”and his Overheads”, der blandt andet fordansker Dylans sangtekster.

Det er en bog, som let causerende begiver sig ind i det imponerende sangværk. Med omdrejningspunkt i personlige nedslag, og hvad Dylan nu har betydet for Andersen selv.

Fra gymnasietiden, over den første kæreste, venner, kollektiver og senere en lykkelig falden til ro i parforholdet med sin Iben. Når Dylan var tæt på og langt væk. Sådan som undertitlen også lyder.

Det er ikke nogen dårlig vinkel at vælge, når du skal kigge på Dylans sangværk. For manden har jo aldrig været for fastholdere. Siden han selv brød med folkesangerbevægelsen der omkring 1965 for at spille elektrisk og samtidig vride sig løs fra den ”helgenstatus” som politisk forkynder, han ikke ville og kunne finde sig tilpas i.

Farvel til Joan Baez og goddag til legekammeraterne i The Band.

Andersen vælger punktnedslagsmetoden. Udvælger enkelte sange og næranalyser. For på den måde at forbinde mandens personlige liv og problemer med sangtekstens lyrik, metaforer og billeder.

På den måde bliver værket, altså den enkelte sang, set og tolket som et udtryk for, hvordan Dylan selv har det. Med sin kone Sara, der blev skilt fra ham i slut-60’erne. Ikke fordi han ville, men fordi hun, mor til hans fire børn, ville.

Hans pludselige omvendelse til kristendommen, som gav sig udtryk i ”slatne sange”. Hans energiske og overraskende come back med albummet ”Oh Mercy” (1989) og så hans evige mangeårige turné, der holder ham beskæftiget. Så han vælger ”isolation som en social strategi”. Ved at spille Bob Dylan på en scene, forklarer Andersen.

Det er jo et synspunkt og ganske nydeligt begrundet og understøttet gennem hele bogen.

Men holder det nu? Den måde at forbinde det kunstneriske værk, sangteksten direkte til manden, i en form for 1:1-analyse har sine svagheder.

Værket er jo mere og andet end manden. Sangen frigører sig fra det personlige.

For sangene skal jo høres og ikke blot læses – det er når Dylans stemme og hans band kommer på, at sangene lever.

Når værket henvender sig direkte til den enkelte lytter, nemlig dig. Med sine betroelser, registreringer, svøbt i musik, tonefald og nuancer. Det er først, når ordene bliver sunget, at sangens potentiale bliver forløst.

For ord og musik er lige meget værd og lige vigtige – det ene kan ikke leve uden det andet. For Dylan er jo, som han selv har sagt engang – ”a song and dance man”.

Som så ovenikøbet løb hen og blev hædret med Nobelprisen i litteratur i 2016 – med begrundelsen ”har skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition2. Hvor han vakte vild opstandelse, for ikke at sige forargelse, fordi han ikke mødte op til prisoverrækkelsen. Og så er sange jo ikke litteratur, som alverdens forfattere, litterater og akademikere gjorde opmærksom på.

Han overlod det til kollegaen, sangerinden Patti Smith at tage en for holdet og synge en gribende udgave af hendes eget Onkel Bob-favoritnummer ” A Hard Rain’s A Gonne Fall” ved prisoverrækkelsen, som foregik uden Dylan.

Vores nordjyske Dylan-ekspert ser ikke med milde øjne på Dylans fravær til overrækkelsesceremonien, som han ser som ”mangel på respekt overfor andre mennesker”.

Du kan så være enig eller uenig i nærvær og fraværs-bogens forskellige konklusioner. Personligt synes jeg, at erindringsbindet ”Krøniker – bind 1” bringer mig tættere på mennesket bag brandet Dylan.

Jeg vil heller ikke afskrive Dylans ”Den moderne sang” (2022), som Andersen gør med et enkelt ord - blot ”skriverier”. Dylans undersøgelse og personlige kommentarer af alskens slags populærmusik fra Elvis Costello over Carl Perkins til Nina Simone er ikke så lidt af en øjenåbner med sin blanding af en poetisk åben tolkning af den enkelte sang fulgt op af benhårde fakta oplysninger.

Nogle gange kan kunst være én lige højre. Sådan virker Dylan også, når han er bedst. Fra samfundskritisk protest, til personlige betroelser, kristen vækkelse, blues, rock og country og frøkvækkende crooner i Frank Sinatra stil.

Hyldestsangen ”Roll on John” til den revolvermyrdede John Lennon fra The Beatles, er hørt med disse ører både bevægende og ukuelig og rammer Liverpool-stemmens liv og skæbne. Bogen kalder den ”skematisk og endimensionel”.

Mandens værk er stort, og skønt uenig i mange af denne bogs delkonklusioner har læsningen fået denne anmelder i gang med et genhør af mandens mange albums og sange. Også dem, som Andersen ikke vurderer særlig højt.

”Together Trough Life”, ”Tempest” og såmænd også Dylans take på julen ”Christmas In The Heart”, der blæser al sødladen, sentimental overtrækssukker af de gamle julesange.

Og så er der jo allerede i næste uge biografpremiere på ”A Complete Unknown”, der portrætterer den i dag 83-årig Dylan, da han som 19-årig flyttede fra Minnesota og begyndte at spille på de små scener i New York.

Den skal vi da ind og se. Sikkert både Johannes og undertegnede.