De hvide busser

Kold og Vraa: "Tre dage i april"

Makkerparret Kold og Vraa hev en sikker succes i land, da de sidste år præsenterede ”Pigen fra det store hvide skib” om de danske sygeplejersker på hospitalsskibet ”Jutlandia” og deres indsats i Koreakrigen i starten af 1950’erne.

Med perfekt timing er de to forfattere nu klar med næste opus, der udkommer på årsdagen for indsættelsen af de hvide busser, der skulle hente nordiske krigsfanger fra de tyske koncentrationslejre.

Romanen foregår over tre dramatiske dage i april 1945, men har en lang forhistorie, der serveres i passende portioner og som lægger en god bund for beretningen om Dagmar og hendes desperate søgen efter manden, redaktør Valgren, der efter illegal pressevirksomhed havnede i koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg.

Den hasarderede tur med bus 474 gennem det sønderbombede Tyskland er rystende i sig selv, men nok så vigtigt, også for romanens relevans, er den konsekvens, som begivenhederne får for den næsten færdiguddannede sygeplejerske Dagmar og hendes videre liv.

På baggrund af den mirakuløst hjemvendte ægtefælles fuldstændig ubærlige oplevelser i den tyske udryddelseslejr må Dagmar træffe nogle afgørende valg, der katapulterer hendes tilværelse, og hvor oplevelserne i den hvide bus på sæt og vis knap en halv snes år senere er afgørende for, at hun pludselig står ved lejderen til hospitalsskibet ”Jutlandia”.

Ringen sluttes hermed ganske raffineret for Vraa og Kold.

Kold og Vraa har et virkeligt godt greb om historien og ved præcist, hvor der skal sættes ind, for at dette besættelsesdrama fortsat kan fænge over 394 sider.

Sentimentale anslag mangler ikke, og historien kræver det måske ligefrem i visse sekvenser. Nogle af bipersonerne bliver klippet ud i pap for læseren: den fromme Sct. Joseph-søster, den joviale chefredaktør og den korrupte provinsborgmester, mens al energi lægges i Dagmars fortid, nutid og fremtid.

Fra en rimeligt miserabel opvækst til en velbjerget position i den borgerlige provins giver nogle få dage i april 1945 et skred i tilværelsen, der i romanen bliver til et rørende kvindeportræt, som aftvinger respekt.

Jesper Bugge Kold og Mich Vraa har virkelig fat i noget. Vi har næppe hørt det sidste fra den kant.