Det stilfærdige landliv

James Rebanks: ”Vores fælles arv – en bondes fortælling”

Fårehyrde, forfatter og ”ekspertkonsulent” i bæredygtig turisme for UNESCO, James Rebanks, driver en familiegård i Lake District i det nordlige England og er i øvrigt uddannet i historie fra Oxford.

Bogen her er en blanding af erindringer og samtidig et aktuelt debatindlæg imod det intensive landbrug.

Der hvor man ser rent økonomisk og regnearksmæssigt på jorden, hvor sprøjtemidler, kunstgødning og teknologi tager over. Hvor dyr bliver til produktionsenheder, og det tætte bånd mellem bonden og hans jord bliver brudt, fordi der kun er fokus på billige, masseproducerede fødevarer.

Det kan lyde som gammeldags nostalgi, når den 47-årige Rebanks svinger sig op i detaljeret, næsten lyrisk skildring af sliddet med jorden, dyrene og årstidernes vekslen.

Hvordan det var at sidde som dreng bag på traktoren, mens farfar vender sig i sædet for at se, hvor lige plovfurerne bliver.

Mens mågerne kaster sig over den vendte jord og nupper sprællende orme fra det løsnede. Her bliver pløjet til det bliver nat, og klare, hvide stjerner blinker på den blåsorte himmel.

Traktorens forlygter danner en halogengul tunnel gennem grenene, der hvælver sig over vejen. Unge Rebanks sidder og gaber bagpå, mens kaninerne piler foran traktorens lygter.

Sagde nogen idyl og længsel efter de gode gamle dage, da landbruget bestod af små blandingsbrug med vekseldrift?. Men Rebanks erindringsstof får også følgeskab af et kritisk blik på det moderne landbrug.

Han driver i dag den højlandsgård, hvor familien har boet og arbejdet i over seks hundrede år. Det var farfar, der lærte ham at passe dyrene og jorden, sådan som man altid havde gjort.

Men han oplevede også som øjenvidne, hvordan ”fremskridtet” tvang landmændene til at omlægge deres produktion, så de kunne producere mere og meget billigere, end ved de gamle metoder.

Så hvad gik der tabt?

Bondens forståelse af samspillet mellem dyrket land, natur og dyreliv. Hvordan det gamle landbrugsland var et patchwork-tæppe af pløjet jord, enge og græsgange med får og kvæg. Med hække, skov og snoede vandløb, der vrimlede med fugle, fisk og dyr.

Som nu er forsvundet til fordel for storbrugene – de store industrifabrikker, der producerer svin og kyllinger med importerede foderstoffer hurtigere end godt er. 

Rebanks slår et slag for, det han med sin farfars ord kalder ”det stilfærdige liv”, hvor det ikke hele tiden gælder om at købe nyt, gældsætte sig og dermed også miste sin selvstændighed.

”Det var ingen skam i ikke at eje særligt meget, sagde farfar, tværtimod. Det var bedre at holde fast i sin frihed, selvom det betød, at man var fattig efter moderne standarder”.

Det er en smuk skildring af det landbrug og det fællesskab, som var engang. Tilføjet kyndig viden, om hvad der gik galt. Plus håbefulde tanker om, hvad landbruget dog kan gøre for at rette op i dag.

Hvis moderne landbrug har gjort jorden dårligere og dårligere og reduceret den til en syg junkie, der har behov for flere og flere skud butiksindkøbte kemikalier, hvor bæredygtigt er det så?

Landbrug bygget på gældsætning er risikofyldt og skrøbeligt. Men det er ikke bare sådan ligetil at lægge om, fordi mange er fanget af barske økonomiske realiteter, mens de forsøger at drive en rentabel forretning, ofte som forpagtere med gældsbyrder.

Hvem er det egentlig, der ejer jorden? Er det landmanden eller banken?

Britisk landbrug kan givet ikke sammenlignes med dansk i skalaen 1:1, men det er en velskrevet, vidende skildring af bondens gamle livsstil med et bekymret udsyn, der slår til lyd for at stoppe op og tænke sig om, inden det er for sent.

Stiller spørgsmålet: Hvordan redder vi jorden og kloden og dermed også os selv?

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu