Et af ”de stjålne børn”

Iben Mondrup: "Vittu"

Jeg har på en gang glædet mig til og gruet for at læse denne roman. Fortsættelsen af Iben Mondrups roman ”Tabita” fra 2020, og jeg er ikke blevet skuffet.

Den er præcis så god og samtidig så grum, at den næsten ikke er til at holde ud at læse. Hvis altså ikke det er fordi, at Iben Mondrup skriver så forbandet godt, også om det, der er næsten ubærligt at læse om.

Sidst vi hørte noget til Vitus var han 4 år, og hans biologiske danske far og danske adoptivmor havde lige afleveret ham på et børnehjem, fordi hans adoptivmor fandt ud af, at hendes mand var far til ham.

Således skilte de ham fra hans storesøster Tabita, hans Lillemor, som var hans eneste forbindelse til Grønland; den, der kunne huske deres grønlandske mor og snakke grønlandsk med ham.

Det var så hjerteskærende at læse, hvordan de voksne, der syntes, de havde ret til at tage de to børn med til Danmark, overhovedet ikke formåede at være voksne og sætte børnenes behov over deres egne.

I starten af denne roman bor Vitus på børnehjemmet, før han som 5-årig bliver adopteret af fotografen Alice og embedsmanden Stig og flytter med dem til deres store villa i Tangkrogen i Århus.

Alice er fransk og har en drøm om at gøre en forskel for et forsømt barn. Det er fra starten hendes projekt at få et barn. Stig er 18 år ældre og synes, han er for gammel til at blive far.

I hverdagene bor han i København, hvor han arbejder som embedsmand i Udenrigsministeriet, så Alice og Vitus er alene hele ugen i Århus. De får hurtigt et meget tæt forhold, og til at starte med er man som læser så glad for, at hun er så sød mod Vitus.

For det har den lille dreng, som alle børn har, fortjent.

Han har oplevet så mange svigt og er blevet forladt så mange gange. Efter et stykke tid begynder man bare at blive lidt urolig ved den tætte forbindelse. Det bliver for tæt, for meget, og Alice bruger Vitus i nogle meget specielle fotos a la dem, den amerikanske fotograf Sally Mann har taget af sine børn. Vitus kan ikke selv lide de fotos og beder flere gange Alice om at destruere dem.

Iben Mondrup skriver i et enkelt sprog en meget, meget fin og stærk roman om svigt og misbrug, om adoption og om følelsen af aldrig at høre til.

Samtidig skriver hun i både ”Tabita” og ”Vittu” en historie om ”de stjålne børn”, et mørkt kapitel i Danmarks kolonihistorie. I perioden 1964-1979 blev mindst 257 grønlandske børn bortadopteret til danske forældre, ofte på tvivlsomt juridisk grundlag, ofte uden morens forståelse, og i nogle tilfælde blev de decideret ”stjålet”.

Tabita og Vitus er begge stjålne børn. Tabita er bare så gammel, at hun kan huske, hvor hun kom fra, hvem hun var. Det kan Vitus ikke, og da han ikke længere har sin storesøster til at fortælle ham det, glemmer han alt. Indtil han som ung mand i slutningen af romanen beslutter sig for at rejse til Grønland.

”Han er en af de stjålne børn. Taget af danskerne og fløjet væk inden man kunne nå at sige pip. For evigt ude af syne og umulige at få hjem.”

Men Vitus vender selv hjem og forsøger at finde sig selv og det, han kommer fra. Om det lykkes, kan man som læser kun håbe på. Medmindre selvfølgelig at forfatteren har tænkt sig at skrive en tredje del. Det kan man også håbe på. Læseåret 2022 er i hvert fald startet godt!