Nordbrandt som et memento mori

Henrik Nordbrandt: ”Så en morgen”

For første gang i ti år skriver Nordbrandt på niveau med sig selv, og hvilken forbandet glæde det er at læse ham i storform.

Digtene i ”Så en morgen” kredser omkring døden, digterens eget svigtende helbred og erindringerne. Og de gør det meget langt hen ad vejen med en præcision som kun få andre end Nordbrandt behersker, når han er bedst.

Samlingens første digt hedder ”Misfoster”, hvori det bl.a. hedder:

”Fingrene væk, Mester Breughel!

Jeg skal nok selv

male mit selvportræt

med behørig tak for lån

af baggrundens kors, hjul og stejler”.

Digtet slutter med henvendelsen: ”Så rejs dig dog, for helvede!”, og så er stilen ligesom lagt. Men man er også som læser ført nådigt ind i, hvad jeg opfatter som en meget personlig digtsamling af Nordbrandt på et tidspunkt i hans liv, hvor døden er trådt ham nærmere.

Et andet sted hedder det lakonisk:

”Tænk engang: Der er ingen børn tilbage

fra det tyvende århundrede.

De er alle sammen voksne

hvis de ikke er døde”.

I samme digt hedder det, at det 20. århundrede ”er tomt og mørkt / som en elevatorskakt”. og så afsluttes der med følgende salve til alle os andre:

”Vi overlevende

er alle børn i frit fald mod bunden”.

Nordbrandt kan som få være ætsende sort og dog få os til at smile med mavesyren brændende i halsen.

F.eks. i digtet ”Udsigt fra bagsiden af badehotellet”, hvor udsigten henviser til en skov med uhyggelige, forkrøblede træer. Mange, skriver Nordbrandt, mener det er det rette sted for selvmordere, men nej, for selvmorderne standser i skovbrynet:

”Så står de der i lange rækker

– hver håbefuld selvmorder

med sit eget reb over skulderen –

og skæver skamfuldt til hinanden

eller fniser nervøst”.

Det er så humant, så skarpt formuleret det her. Dels er hele sceneriet grotesk og absurd, men præcis derfor ondskabsfuldt morsomt, dels er selvmorderne ”håbefulde” og dels er de så menneskelig med deres skamfuldhed og nervøse fnis i en upassende situation.

Et forfærdeligt (i den absolut allerbedste mening) digt er digtet ”Glostrup”, der også er gengivet på bagsiden.

Jeg kan ikke citere det her, men her sætter Nordbrandt sig på den danske poesitrone, mens han knipser f.eks. Søren Ulrik Thomsen væk.

I 2002 skrev Thomsen ”Det værste og det bedste”, der er et parafraselignende digt over Charles Bukowskis ”the worst and the best” fra 1985.

Nordbrandt bygger sit digt langsomt op med afsæt i, at der er ”et ord”, der er værre end Glostrup, steder, der er værre end Glostrup, at der er noget, der er være end en kanyle i øjet eller en kniv i maven osv., og digtet slutter så sådan her:

”Der er det, der er værre end at tænke på alle disse ting.

Der er det, der er værre end døden.

Det er det værste”.

”Så en morgen” er aldeles fantastisk. Der er langt mellem snapsene i dansk lyrik, og her får man dem så i pints. Nordbrandt er tilbage. Tak for det!