Knækprosa på kokain

Digte - Lars Bukdahl: ”Tastatur”

Når man læser Bukdahl, kunne man meget hurtigt få den tanke, at man har med en at gøre, der lige har sniffet en streg kokain. Og det tror jeg så absolut ikke, han har.

For kokainister har virkelig et stort behov for at tale og så tale lidt mere og som oftest med hovedet langt oppe i røven på sig selv, som f.eks. her, hvor Bukdahls hele poetik udfoldes i hans citat fra et af Laugesens digte:

”De fine træer, nøgne som i Tages bog,

[Tage Skou-Hansens kone Ellen

var bibliotekar på mit barndoms bibliotek

i Risskov og noget så rar kan jeg huske]”

Bukdahl skriver som ”idolhyldende / Laugesenfan”, men både i optakten til citatet og i selve citatet handler det allermest om Bukdahl selv.

Laugesens reference til Skou-Hansen er kun et afsæt for Bukdahl til at lege pædagog, som er et afsæt for at Bukdahl kan referere til Bukdahl; det er da bemærkelsesværdigt i et digt, der skulle hylde en anden digter!

Men hokus pokus, Bukdahl i fokus, det er sådan, det er.

Nok om det, for det handler jo ikke om Bukdahl, men om Bukdahl … eller i hvert fald hans skrift. På den ene side er Bukdahl altid i hvert fald en lille smule fabulerende sjov, på den anden side er han også letter knækprosaisk kedelig, for det er jo også bare Bukdahl:

Altså talestrømme knækket ned i tilpasse stykker fordelt på papiret (egentlig jo på skærmen), så de kommer til at fremstå frontalt eller spydspids-agtigt, men avantgarde er jo for helvede ikke andet end posering. F.eks. bla-bla’ende i vanlig name-droppende stil her:

”og selvfølgelig

bruger Laugesen

skrivemaskine-

typen

Courier

det er så absolut cute

og selvfølgelig

tør jeg ikke

andet end at trykke

hans tekster med

Courier

i Hvedekorn

hvem gør egentlig

ellers det det

gør Jokum Rohde

han får også

lov til

Courier

eneste veteran-

bidragyder der stadig

sender maskinskrift

ind er Hans

Chr. Bøgholm

og næsten til det sidste

gjorde Eske K.

Mathiesen det også

men de bliver

ikke trykt med

Courier

fordi maskinskriften

ikke er betydende

som det er for

Jokum og Laugesen

det er bare

skriften fra

tastaturet”.

Man kunne måske oversætte denne lidt kække knækkede kroprosa til et forsøg på at lave et cv, der kan gøre råbende fra bukkedalene lidt mere interessante, end de har været i de senere udgivelser, hvor han jo nærmest har opgivet lyrikken til fordel for et evigt snakkende carbon copy til tidligere tiders federe høst.

Det værste der kan ske for en Prometheus er jo for fanden, at man bare giver ham ret; altså at fløjen bliver mainstream. Dét synes at være Bukdahls skæbne.