Klart som i en natlig drøm

Noveller: Haruki Murakami: ”Første person ental”

Har I ku´ - hva´ for noget?

Murakami, japansk forfatter, fornavn Haruki, hører til i den udvalgte liga af forfattere, hvis navne automatisk dukker op, når det litterære gætteri – hvem-skal-have-Nobelprisen-i-år? – går i gang.

Og det med god grund. For hans historier og romaner er på en gang ganske klare og gennemskuelige ved første læsning. Som et øjekast mod stenene på bunden af en rislende bæk. Så enkelt og præcist og alligevel med et mytisk drej, som kan forvandle læsningen til uvirkelig drøm. Eller mareridt.

Hvor du pludselig ikke ved, hvad der er op og ned, og hjælpeløst må lade teksten og forfatteren føre dig afsted.

Nyeste skud på forfatterens udgivelser herhjemme, nummer 17 i rækken, er novellesamlingen ”Første person ental”, hvor en række betroende stemmer husker tilbage.

Til dengang stemmen var dreng, ung mand, midaldrende og såmænd også gammel.

Det er skrevet ganske enkelt, fortroligt og alligevel giver den personlige ”betroelse” også plads til undren og eftertænksomhed. Novellerne bliver løftet til små sjældne sorte perler af indsigt.

Og så kan Murakami skrive sådan en enkelt gennemlyst sætning, der med et forvandler historien til lysende, erfaren livspoesi.

”På en pude af sten” hedder åbningsnummeret i samlingens ni numre. Om en kvinde, som det fortællende jeg tilfældigt tilbragte en nat sammen med, da de en aften er på vej hjem fra underbetalt arbejde på en billig, italiensk restaurant.

Og oplever et overraskende intimt øjeblik sammen. På hendes initiativ. Sådan ganske uventet og blot med hendes forklaring stående som en lysende fakkel der midt i teksten – ”Sådan har kvinder det nogle gange”.

Som sædvanlig er Murakamis historier fyldt med musik og jazz  - han bestyrede selv en jazzcafé i Tokyo i syv år, hvor han sad om natten efter lukketid og skrev sine første tre romaner.

Novellen ”Charlie Parker plays bossa nova” handler om et fiktivt album, som jeg’et anmelder, det første han nogen sinde får trykt og oven i  købet får honorar for, og så eksisterer det slet ikke. Eller gør det?

Sådan leger Murakami typisk for ham, kattesnildt med os, så vi ikke altid ved, hvad der er op og ned, fiktion eller virkelighed, biografisk betroelse eller litterær opfindsomhed.

Gennem hele samlingen strømmer en søgen efter meningen – du ved med menneskelivet, ikke bare for den enkelte, men for os alle. Hvem er vi? Og hvad er meningen med det hele?

Det er skrevet fjerlet og alligevel så foruroligende præcist, at novellerne er svære at slippe. De er en nydelse hele vejen igennem, og indbyder også til genlæsning, fordi de skønt stilfærdige og underspillede, lyser af indsigt og varme.

På deres helt egen nøgternt kølige måde.