Følg mig

DIGTE: Harald Voetmann: "Hetærebreve"

Ikke siden jeg første gang læste Inger Christensens ”Sommerfugledalen” er jeg i dén  grad blevet blæst verbalt bagover af en digtsamling, som jeg blev det af Harald Voetmanns ”Hetærebreve”. Den må betegnes som et sprogligt festfyrværkeri, dog med ganske alvorlige undertoner.

Det er Harald Voetmanns ambition at skrive en trilogi om overlevelsesstrategier. Tidligere på sommeren kom novellesamlingen ”Parasitbreve”, som er et fremragende og sandt ordbombardement af saftige og sprogvridende noveller, der alle kredser om snylteriet og dets konsekvenser.

I trilogiens anden del ”Hetærebreve” kredser han om det at følge, om begærets magt og om følgeskabets forbindende styrke.

Men først lidt om forudsætningen for digtsamlingen og forfatterens egne ord om tilblivelsen af digtene.

I ”Hetærebreve” findes på Louvre en terrakottafigur fra 2. århundrede, der skal forestille en prostitueret kvindes sko. En hetæresko, inventarnummer MNB 468.
På sålen står et græsk ord, hamret ind med sålnagler, så det kunne læses i fodaftrykket: AKOLOUTHI – ”Følg mig”

I ”Hetærebreve” får MNB 468 plads til at uddybe sit bekendtskab.

”Digtene er akrostiske, dvs. at verslinjernes begyndelsesbogstaver hele tiden danner ordet Akolouthi enten forfra eller bagfra.

De akrostiske vers kommer både i frie former og i faste former som villaneller, sonetter og en tredobbel akrostisk sestina, hvor også verslinjernes slutord er regelbundne.

Villanellens gentagede linjer er eneste – nødvendige - undtagelse fra det akrostiske system. Ved hjælp af systemet kan skoen sætte fodaftryk i digtform og tale til den der følger efter”.

Der bliver lokket. Hetæren taler til begæret og det letkøbte, hun lokker:  ”Følg mig, og du når frem til noget, er det ikke nok at nå, hvad end det måtte være?”

Men hetæren er ikke uden ironisk distance, ofte sniger der sig en næsten hånlig tone ind. Hun taler til det hurtige begær og det letkøbte og vel også til afhængigheden af begge dele.

”Alene skal du gå, det er nok bedst, kun pik og penge skal du huske på og værne om.” Men gennem alle digtene ligger der også en anklage af følgagtigheden. Falskheden i alt det, som vi i den moderne verden køber os til, uden at vi når derhen, hvor vi vil. Vi dyrker vejen derhen fremfor målet: ”Underskøn er vejen mutte elsker”.

Læs blot denne strofe:
”Din klaphat bryder altid ud i applaus om natten, men morgenen sender tunge tidender: Lykken skamtrutter sit horn. Hvor du end planter dine sko, trætte vandrer iler jeg ét skridt foran dig, glitter i vinden”.

Igennem hele digtsamlingen ligger sorgen og ensomheden som et grundvilkår for trangen til forløsning. I de to afsnit med titlen ”En hval af tårer” har hetærens lokkesang bevirket så konkret en handling, at der efter den udeblevne forløsning, måske kun er døden tilbage.

I det sidste smukke afsnit ”MNB på vejen til Babylon” er det som om, at hetæren træder et par skridt tilbage. Hun perspektiverer og antyder måske, der findes en virkelighed ude på den anden side af begæret. Så hvorfor denne følgagtighed?

Disse sidste digte lader læseren hvile i sprogets rytme, under den ligger der en advarsel, om hvad der kan ske, hvis ikke man bryder ud af sit ”futteral af horn”.

Harald Voetmann anvender ikke den stramme komposition for systemets skyld; men for at kunne fremhæve, lede frem til og eksponere sprogets muligheder.

Som al god digtning kan og skal, så giver ”Hetærebreve”, trods den stramme komposition, læseren et frirum til at nyde sproget, syntaksen, klangen og det enkelte ords eller den enkelte linjes appel.

Med de to første bidrag ”Parasitbreve” og ”Hetærebreve” har Harald Voetmann allerede givet et vægtigt bidrag til litteraturhistorien, så man kan kun med spænding imødese det sidste bidrag til trilogien.