Glæden ved sliddet forsvandt

Hans Otto Jørgensen: ”Dead Man Walking”

Da jeg var dreng hjemme i de røde blokker på Lindegårdsvej i udkanten af Frederikshavn, løb jeg hele tiden nede på et lille landbrug. Familiebruget – for det var det jo, men det anede jeg intet om dengang – blev drevet af ægteparret Verner og Ottine.

De var barnløse, og Ottine havde fået sit navn, fordi hun egentlig helst skulle have været en dreng og på forhånd var tildelt døbenavnet Otto. Nummer otte i børneflokken. Det blev så til Ottine, da hun desværre ikke kunne leve op til forventningerne.

Gården lå blot nogle få hundrede meter væk nede ad grusvejen bag ved Hjørringvej Skole, hvor jeg gik til tredje klasse. Et gammeldags landbrug med høns, grise, køer og kalve, og alle os drenge fra blokkerne elskede at komme der.

Her blev vi sat i arbejde og følte os nyttige. Lærte at stakke hø, køre med Massey Ferguson, før vi blev konfirmeret, skar kålrabiroer på hakkelsesmaskine til kalvene, og en af mine største oplevelser var, da jeg blev sat til at vogte over en so, der skulle fare – altså føde. Mens Verner og de andre drak eftermiddagskaffe i stuehusets køkken.

Hver gang der smuttede en lille fosterslimet, lyserød grisebasse ud, skulle jeg sørge for at tørre den af med halm og få den ind i det lille hjørneaflukke, så grisemor ikke åd sine egne smågrise.

Stalden var altid lun, med grise i den ene halvdel og rødt malkekvæg i den anden i båsene. Når ånden stod ud af munden på én om vinteren, og vi frøs fingrene, så var der varme at hente i stalden. Af med de strikkede fingervanter og så kunne de tandløse spædekalve slikke dem varme.

Erindringerne her ovenfor står krystalklart. Jeg kan lugte møddingen, aljen, høet i laden og huske, hvordan vi stod klar med spader og skovle klar til at dræbe alle de mus, vi kunne nå at smadre, når de sidste neg blev fjernet for at komme igennem tærskeværket.

Det kan lyde som et eventyr fra middelalderen, hvis du prøver at dele sådan nogle erindringer med vore dages unge, men faktisk er det bare fra midt-60’erne, og selv om det er længe siden, at jeg har tænkt på Verner og Ottine, stod det hele pludselig erindringsklart efter at have læst forfatter Hans Otto Jørgensen seneste roman ”Dead Man Walking”.

Jørgensen er fra 1954, vi er jævnaldrende, og hans roman er både selvbiografisk personligt vinklet og samtidig en indsigtsfuld beskrivelse af dansk landbrugs historie fra ca. 1950 til vor nutid.

Øverst til højre på bogens forsiden står ordet Mamrelund, egetræslunden, som blev plantet for 100 år siden af farmor. Symbolet på rødderne tilbage til dem, der sled med jorden før.

Udgangspunktet for roman er barsk virkelighed, nemlig da Jørgensens storebroder Kris og svigerinden Inge-Lise i 2016 går konkurs med familiegården.

Boet bliver gjort op, og forfatteren – i bogen kaldet Ben – ser sin driftige og dygtige landmandsbroder blive forvandlet til et hvidt kedeldragtklædt, bankansat spøgelse i de sidste tre måneder, inden gården bliver tømt for alle værdier, og den fine sortbrogede besætning solgt for elendige bud og kørt væk.

Kris er så sandelig blevet forvandlet til dead man walking.

Det er en roman præget af tragedien. Tonen er vred og lige så stor som afmagten. For det er ikke blot de materielle værdier, der her går tabt, men hele familiens selvforståelse.

Ben er outsiderbarnet i familien, men selv om han læser dansk på universitet, ryger hash og er til Lou Reed, glemmer han ikke, hvor vigtig roelugning og høhøsten er. Han er selv dybt forankret i slægten og familielandbruget. Hvor det ene hører op, og det andet begynder, aner han faktisk ikke, så tæt knyttet er både han og familien til jorden.

Her er en besyngelse af sliddet og glæden ved, at tingene lykkes. At noget gror og bliver større. 12 – 14 timer arbejdsdage, der slider selv den stærkeste ned, får ikke bonden til at klynke.

Bogen er skrevet i klar, nøgtern prosa. Tilføjet enkelte drømmeagtige skæbnevisioner. Detaljeret beskrivelse af arbejdet, men også med poetiske skildringer af kærlighed og familien – den rebelske søster Ann, farmor og farfar og børn og børnebørn.

Teksten bliver hele tiden drevet frem, opdelt i korte afsnit med et årstal, et navn eller et bogstav, og det flyder saligt som skidt fra en spædekalv.

Her er megen vrede, men også megen glæde over at vide, hvor man kommer fra, og hvad slægten har lært én. Om at svare enhver sit, ikke at give op, når der ser sortest ud og tage en dag ad gangen.

Det kan lyde som klicheer, men Jørgensen forstår at forbinde egen smerte over sin broders konkurs og skæbne med et større perspektiv på det, som nogen kalder udkanten, det landbrugsland, der nu er forvandlet til kæmpemæssige industribrug, underlagt markedets benhårde krav om rentabilitet.

Og da Jørgensen skriver en kronik til Information om konkursen, får han både medfølende og kærlige kommentarer, men også beske, fra det forfatteren kalder økofacisterne, om at landbruget har været på offentlig socialhjælp siden 1933, og den har de brugt til at opføre sig tåbeligt, rent økonomisk. Løn som forskyldt!

Det er på en gang en stærkt komprimeret og kompleks fortælling, men den lever i kraft af sine nøgterne, underspillede portrætter af familiens medlemmer. Hvordan de hver især kæmper med egne problemer for at realisere sig selv. Samtidig med at de har stærke bånd til slægten og forpligtigelser i forhold til den – og gården.

Den er stærkt anbefalelsesværdig – ikke blot for byboere, der her kan få en anderledes indsigtsfuld viden om dansk landbrug.

Men også for os mange, der kan huske, hvordan det var at ligge på toppen af et stakket hølæs en sommerdag med svaler sejlende i det himmelblå på vej mod laden.

Før majsensilage, ammoniakbehandlet halm og fuldautomatisering forvandlede landbruget.