Formidabelt

FAGBOG - Hanne Abildgaard: “Kirsten Kjær. Menneskemaler”

Det kan være definerende at blive holdt ude. Den, der ikke passer ind, bliver utilpasset, og flertallets afstandtagen og uforstand skaber en outsider, der måske forstår sig i opposition.

Historien om maleren Kirsten Kjær (1893-1985) er svær at fortælle, uden at disse arketypiske mønstre former beretningen.

Både kritikere og andre iagttagere har kolporteret den vinkel, og hvad mere er, så gjorde Kjær det også selv. Mange har bidraget til den næsten selvopfyldende myte om kunstneren, der gik så grueligt meget igennem, fordi hun var anderledes.

Det var hun jo, hvad man så med et halvt øje, hvis man mødte hende i levende live. Hun gik ikke ind for konformitet, hverken i påklædning, adfærd eller sprog. Her i Nordjylland er vi så heldige, at vi har et museum kun for hende.

Kirsten Kjærs Museum i Langvad (Han Herred, ikke Thy, bare i parentes bemærket) viser os så stor en del af hendes produktion, at det kan blæse benene væk under den uhildede museumsgæst.

Kjærs evne til at portrættere et gemyt er uovertruffen, og hendes spontane metode, indtrængende psykologiske forståelse og dristige farvevalg får i rigtig mange tilfælde formidlet personligheder.

Så det er en yderst velvalgt titel, Abildgaard har valgt: ”Menneskemaler.” Kjærs interesse for det andet menneske bar hele hendes kunstneriske udfoldelse.

Det skete paradoksalt nok i det 20. århundrede, hvor fotografiet gik sin sejrsgang. Andre malere blev kubister, non-figurative, abstrakte, men Kjær malede portrætter, som var hun ligeglad med resten. Outsideren, forstås.

Hun var selvlært, siges det. Hun havde i al fald ikke gået på noget akademi, og først i 30-års alderen opdagede hun, at hun havde evner for at male.

Også denne opdagelse kom til hende i en slags raptus, selv om hun jo naturligvis blev formet af samarbejdet med sin første mand, maleren Frode Nielsen, senere Frode Dann (1892-1984). Med ham tog hun til Californien, hvor hendes formende år som kunstner fandt sted.

Blandt hendes andre biografer findes hendes fine og selvopofrende nevø Harald Fuglsang, der sammen med sin livsledsager John Anderson satte gang i det helt unikke museumsprojekt.

Fuglsangs greb på biografien understreger lige præcis det utilpassede, det anderledes, uviljen mod at blive låst af de få rollemuligheder, samtiden gav kvinder. Kjærs livsstil forblev normbrydende.

Hun rejste meget, men ofte uden økonomisk sikkerhed. Hun boede på skift hos venner og efterhånden i en fast base i København, som venner sørgede for. Hun blev forelsket i mange af alle køn, hun arbejdede energisk med kunstnerisk produktion og udstillingsvirksomhed. Hun faldt bare aldrig til, hun var en moderne nomade.

Alt dette er dokumenteret til overflod i denne bog af Abildgaard. Et helt utroligt omfattende materiale er ikke bare læst, men formidlet, og den kronologiske fremstilling lader os følge hele historien på så nært hold som muligt.

Vi ser alle faserne, op- og nedturene. Manglen på penge, den hektiske skaben og det ganske målrettede pressearbejde. Kirsten Kjærs notorisk kritiske afstand til parnasset og de toneangivende smagsdommere (altid mænd).

Og outsideren blev en selvopfyldende profeti, i en grad, så det er svært at sortere. Ja, hun blev holdt ude, og ja, hun holdt sig selv ude. Hun delte vandene.

Den del af anmelderne, som tog hende til sig, var trofaste støtter, mens kritikere og modstandere fastholdt og udbyggede afstanden. Abildgaard følger os gennem det hele og nøjes med ganske få diskuterende afsnit.

På trods af sit køn ville Kjær ikke ses som kvindelig kunstner, men bare som kunstner, og dog spillede hun de kort, livet gav hende, meget bevidst. Hun inkarnerede en bohemeskikkelse, der var og er meget dyrket, men tolerancen over for kvinder i den rolle kunne og kan ligge på et meget lille sted.

Man kan undre sig over, at hendes meget moderne individualisme og psykologisk gennemlyste menneskekundskab fandt blivende plads i et afsides, nordjysk museum i idylliske omgivelser.

Men det er også klart, at hendes outsiderrolle og tilbøjeligheden til at beskrive hende som en undtagelse nemt overser, hvor tidstypisk en kunstner hun også var.

Spontaniteten er vitalisme, hendes store danske forbillede er Willumsen. Hendes portrætkunst forsøger at formulere en humanisme for det 20. århundrede, ekspressionistisk og åben, altid undersøgende og i færd med at se den anden.

Da Strandberg Publishing i 2021 udgav den store bog om de glemte kvindelige malere i den danske kunsthistorie, måtte denne anmelder efterlyse Kjær i det samlede billede.

Men forlaget har i sandhed rådet bod på denne mærkelige forglemmelse. Og selv om hun først nu får sin egen bog, er det så god en bog, at vi ser både styrker og svagheder ved at tildele Kjær den evige outsiderrolle.

Hun var sin egen og samtidig så dybt indlejret i sin samtid, at vi først på afstand kan få hende placeret rigtigt. Outsider og tidstypisk, fri og forpligtet, skabende og dog begrænset.