En fars selvmord

Glenn Bech: "Farskibet".

”Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.” Sådan begynder Glenn Bech sin selvbiografiske debutroman; ”Farskibet.”

Glenns far tog sit eget liv, da Glenn var fem år og lillebroren, René tre. Romanens 552 sider er Glenn Bechs litterære forsøg på at forstå, hvad der skete i 1996.

Hvad der fik hans far, der næsten lige havde sat to børn i verden, til at forlade dem for altid. Samtidig er romanen både sorgarbejde og vidnesbyrd om, hvad et selvmord gør ved en lille dreng og hans mor og bror, og hvordan det ændrede deres liv for altid.

For efter faderens selvmord venter år med en mor, der har det dårligt og selv forsøger at tage sit eget liv. Kommunen, der foreslår moderen, at hun sender børnene på børnehjem i en periode, til hun selv får det bedre. En voldelig stedfar i fire lange år, endnu en stedfar, og da Glenn og René bliver teenagere - lavt selvværd, angst og tanker om selvmord.

En ubønhørlig negativ spiral for hele familien, der startede med faderens selvmord i 1996. Som Glenn Bech skriver et sted i romanen, så introducerede hans far døden som et reelt alternativ til livet, samtidig med at han installerede selveste grundfølelsen af forladthed i sin søn.

Romanen forsøger på den måde at skrive sig frem til at vælge livet frem for døden.

Glenn Bech er uddannet psykolog i 2017 og har dernæst gået på Forfatterskolen fra 2017 til 2019. Idéen til  bogen havde han allerede, da han begyndte på Forfatterskolen: ”Den har hele tiden skullet være og kunne det hele – også at redde mit liv.”

Som læser mærker man, at der har været meget på spi, og ind imellem frygter man næsten at komme for tæt på, men Bech formår at gøre det personlige og voldsomme stof til et kunstnerisk værk. Også på grund af den form, han har valgt.

Romanen blander prosa, lyrik, dagbogsoptegnelser og breve ganske formeksperimenterende. Formen er ”sprængt” med skiftende antal ord på siden, på nogle sider blot et enkelt ord eller en enkelt linje, på nogle sider er ordene skrevet med versaler, på andre med fed, nogle sider er sat op i rubrikker, andre er tomme.

Sproget i romanen er godt. I begyndelsen virkede det for konstrueret, for ”forfatterskoleagtigt”, men efter nogle sider var jeg fanget ind.

Både af alt det, Glenn Bech vil fortælle, men også måden han har valgt at formidle sit stof.

Når han fortæller om selvmordsoplevelsen dengang i 1996, er det drengen Glenn, som fortæller. Mens det er den voksne, meget modne unge mand, når han i slutningen af romanen efter at have indsat farens selvmordsbrev, skriver: ”Jeg både forstår og nægter at forstå”.

Det kan godt være, at han i en alder af knap 30 år har skrevet sit store autofiktive værk om det, det kom til at definere hans barndom og ungdom, men der er ingen tvivl om, at han kan skrive!

Så jeg vil glæde mig til at se, hvad der kommer fra ham i fremtiden.

Foto: Lærke Possell