Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden ...

“Who controls the past controls the future".

George Orwell: "1984"

George Orwells roman er siden 1949 til stadighed udkommet i nye oplag. Den er nr. 8 på BBC’s liste over de mest læste litterære bøger, og den er udkommet på over 65 sprog.

Dertil er udtryk som ”orwellsk”, ”Big Brother”, ”tankepoliti” og ”newspeak” gledet ind i vores daglige omgangssprog som udtryk for noget ubehageligt. Og det er ubehageligt. Gang på gang giver læsningen en isnende fornemmelse hen over hud og hjerneceller.

Og her i begyndelsen af 2021 udkom den atter på dansk.

Alene denne overleveringshistorie er et væsentligt element i romanens status som klassiker. Men udbredelsen gør det ikke alene. Indhold og form spiller naturligvis også en stor rolle for tekstens mulighed for at opnå status som klassiker.

Genremæssigt har vi at gøre med en dystopi. Det er en tekst, der tegner et billede af et fremtidigt rædselssamfund. Og det billede, Orwell maler i sin roman, er perverteret og fuldstændigt absurd, og samtidig rummer det elementer, som også er virksomme her mere end 30 år efter 1984.

I slægt med Orwells dystopi er Jack London: ”Jernhælen” 1903, Aldous Huxley: ”Brave New World” 1932, Karin Boye: ”Kallocain” 1940 og Ray Bradbury: ”Fahrenheit 451” 1953.

En central tematik i Orwells mangesidede forfatterskab er den totalitarisme, der viste sit hæslige åsyn gennem en stor del af det 20. århundrede.

Han demonstrerer især i ”Animal Farm”, 1945 (”Kammerat Napoleon”, dansk, 1947) og ”1984”, 1949 (”1984”, dansk 1950), hvorledes den totalitære magt ødelægger natur, mellemmenneskelige relationer, det enkelte menneskes bevidsthed, dets erindringsevne, dets historiske bevidsthed og dets fornemmelse for sprog.

Romanens hovedperson er Winston Smith, som i Ministeriet for Sandhed arbejder med at konstruere fortiden, så den til stadighed er i overensstemmelse med Partiets ofte indbyrdes modstridende interesser.

Han bor i London, en by som er bombet sønder og sammen, han er en del af yderpartiet. Materielt lever han under kummerlige forhold og under total overvågning. Overalt er der installeret teleskærme, der følger alles bevægelser og alles samtaler.

London er en del af Oceanien, som er i evig krig med Eurasien og Østasien. De tre kontinenter er smadret af atombomber. Det er imidlertid et stort spørgsmål, om krigene overhovedet finder sted, eller om de blot tjener det formål, at parti og stat permanent kan opretholde total kontrol med samfundet.

Gennem sit arbejde med at konstruere en ny fortid kommer Winston på sporet af svindlen og Partiets dobbelttænkning, som kort sagt består i, at det fastholder, at der findes en sandhed, samtidig med der rask væk udbredes konstruerede løgne: demokrati er umuligt, og Partiet er demokratiets vogter.

Winston forsøger et oprør mod diktaturet og den totale undertrykkelse af individet.

Han begynder at skrive dagbog for at fastholde sin egen erindrings sandhed, han indleder et varmt, men forbudt kærlighedsforhold til Julia, som arbejder i det samme ministerium som ham.

Sammen søger de til proletarernes kvarter og oplever der for en kort stund udfoldelsen af et autentisk liv. Kærlighed er imidlertid forbudt, erotik tjener kun til reproduktion at arten.

Winston søger endvidere optagelse i ”Broderskabet”, som han anser for at være en oppositionel gruppe. Han tager fejl. Han og Julia arresteres og føres til Ministeriet for Kærlighed – stor grå bygning uden vinduer. Så meget skal røbes: det er ikke kærlighed, der udspiller sig på det sted.

Winston må erkende den barske og ubærlige lære: Vi ved, at ingen nogensinde griber magten med den hensigt at give slip på den igen. Magt er ikke et middel, den er et mål. Man opretter ikke et diktatur for at gennemføre en revolution; man laver revolution for at oprette et diktatur. Formålet med forfølgelse er forfølgelse. Formålet med tortur er tortur. Formålet med magt er magt."

Der vil ikke mere være videbegærlighed, ikke mere livsglæde. Alle de gamle former for glæde og nydelse vil være afskaffet. Men – og glem ikke det, Winston – der vil altid være magtens sødme, og den vil stadig blive større og mere raffineret. Og der vil altid være sejrsrusen, nydelsen ved at trampe på en hjælpeløs fjende. Hvis du vil danne dig et billede af fremtiden, så forestil dig en støvle, der tramper på et menneskeansigt – for bestandigt."

Til fastholdelse af magten benytter Partiet sig af overvågning, af tankepoliti og af fire centrale ministerier:

Ministeriet for fred – minipax på nysprog. Det sørger for, at der til stadighed føres krig. Ministeriet for rigelighed – minirig. Det har ansvaret for rationering fødevarer. Ministeriet for sandhed – minisand – sørger for kontrol af al information og litteratur. Ministeriet for kærlighed – minikær – står for kontrol, overvågning og afstraffelse af dem, der trodser Partiet.

Romanen afsluttes med et appendiks, der redegør for principperne i nysprog. Formålet med nysproget er at skabe et udtryksmiddel, der modsvarer Partiets interesser og samtidig umuliggør andre tænkemåder.

Nysprog skal ikke udvide, men begrænse tankens rækkevidde. For eksempel afskaffes ordet ”ortodoksi” til fordel for ordet ”godtænk”, som giver positive associationer frem ortodoksiens negative.

Læsningen af romanen er ikke nogen lystvandring, men Orwells retoriske konsekvens og koncentration fastholder læseren i et univers, der overbevisende viser, hvorledes et diktatur ved hjælp af teknologi, fjendebilleder, propaganda og reduktion af sprogets mulige mangfoldighed kan knægte individet og fjerne enhver form for humanitet.

Hele den sproglige iscenesættelse er en kondenseret fremstilling af absolutismens måde at italesætte sin egen fuldkommenhed på.

Og her rammer Orwell ikke blot sin egen samtid, men også vores: når der i vore dages politiske diskurs bruges ord som ”reform” menes der som regel rationalisering og besparelse. Newspeak trænger også ind i vores sprog.

Efter jerntæppets fald i 1989 havde hele verden den forventning, at freden ville sænke sig over vores jord. Det holdt ikke stik. I stedet er vores verden blevet mere ustabil, større og mindre væbnede konflikter blomstrer som aldrig før, og hvem der er fjende, og hvem der er ven, er ikke lige til at gennemskue.

Dertil bliver den sandhed, at en siddende præsident har tabt et valg gjort til en løgn, der overbeviser millioner af borgere om, at præsidenten ikke har tabt valget. Dobbelttænkningen har også nu gode vilkår.

”1984” udspringer umiddelbart af den for vor civilisation katastrofale periode 1914 -1945. Verdenskrige, totalitære systemer med stalinisme og nazisme. Men bogen har også relevans for koldkrigsperioden til 1989 og videre frem.

Overvågningssamfundet er nu både på statslige og private niveauer i fuld fremmarch. Alle vores bevægelser og tanker kan spores døgnet rundt. Big Brother-samfundet er ikke en dyster forudsigelse, men en realitet.

Orwell var imidlertid ikke modstander af socialismen, tværtimod sympatiserede han med ideen om en demokratisk socialisme. Hans ærinde med ”1984” var et opgør med totalitære positioner, som især stalinismen var eksponent for.

Dette kommer bl.a. også til udtryk i bøgerne ”Down and Out in Paris and London”, 1933, og ”Homage to Catalonia”, 1938. Her begræder han, at den catalonske revolution blev forrådt af stalinismen, ligesom han udstiller kapitalismens undertrykkelse af arbejderklassen.

Hvorfor titlen netop blev årstallet 1984, er der forskellige forklaringer på. Den mest enkle går ud på, at Orwell i 1948, da romanen blev skrevet, byttede rundt på 4 og 8. Andre vil forankre titlen i 1884, det år hvor The Fabian Society blev grundlagt.

Det blev dannet af en gruppe engelske intellektuelle, bl.a. G.B. Shaw og H.G. Wells, der formulerede en demokratisk socialisme, som gennem gradvise reformer og uddannelse af arbejderklassen skulle føre til et socialistisk samfund.

En tredje forklaring består i, at titlen refererer til Jack Londons ”Jernhælen” 1907, som også er en dystopisk roman, der foregår i 1984. Jack Londons forfatterskab havde stor betydning for Orwell.

Navnet George Orwell er et pseudonym for Eric Blair. Han blev født 1903 i Bengalen – Indien – kom på kostskole i Eton. Det brød han sig ikke om. Vendte tilbage til Indien, hvor han blev politibetjent. Efter få år vendte han tilbage til Europa. Han levede forhutlet i Paris og London, fik skrevet og afsat en del artikler til aviser og tidsskrifter. En roman om Burma blev det også til.

Han drog til Spanien for at deltage i borgerkrigen på republikansk side mod Franco. (På billedet ses han med hundehvalp ved fronten, i baggrunden med ryggen til Hemingway.) Han blev såret, kom tilbage til London, hvor han virkede som litteraturkritiker og fik ry som en skarp pen. Under krigen producerede han programmer for BBC, der var beregnet for imperiets østlige dele.

Det store gennembrud fik han med romanerne ”Animal Farm” 1945” og ”1984”. Han døde i 1950 af tuberkulose, netop som hans store litterære gennembrud var ved at finde sted.

Og ”1984” markerer et gennembrud, som ikke giver nogen som helst mulighed for forbehold. Som analyse af politisk og kulturelt mørke er bogen uovertruffen, og den peger desværre på en katastrofe, mennesket kan takke sig selv for.