Skip to main content
Fagbog

Bagklogskab i Storrusland

FAGBOG - Frederik Tillitz: ”Russerne kommer”

Der er noget særligt ved reportagerejser. De er en eventyrlig rest fra opdagelsernes tid i det ellers gennemregulerede, moderne samfund. Og kan man tage på opdagelse i Europa? Svaret er et fuldtonende ”ja” – og gid nogle flere gjorde det.

Frederik Tillitz er en ung dansk journalist med en god iagttagelsesevne, lyttelapperne skruet rigtigt på, og så skriver han et glimrende dansk. I denne bogs sammenhæng kommer der desuden det ekstra plus til, at han kan tale russisk.

Dermed har han alle forudsætninger for at få dagligdagen og dens almindelige menneskeskæbner til at leve for læseren. Han snakker med mange, og han taler med dem om deres liv, deres meninger og de vilkår, der for få måneder siden betød enden på den relative orden, der har hersket i Østeuropa siden murens fald.

Rejserne østpå er foretaget i 2017 (Transnistrien og Ukraine), 2019 & 2020 (Belarus) og endelig i de første tre måneder af 2022 (Rusland og Ukraine). Som man kan se, er det lige der, det brænder på. Den aktuelle kampplads mellem de vestligt orienterede og deres rivaler er i centrum.

Den kamp er gammel, viser bogen. Det er ikke til at sige, om Tillitz helt kan holde sig fra at læse fortiden med nutidens øjne. Men dele af bogen har været bragt, så både forfatter og læser er næsten tvunget til at se de ældste tekster som halv-profetiske. Modsætningerne var der allerede dengang.

I Belarus kender vi til de store demonstrationer og præsidentens hårdhændede nedkæmpning af dem. Sådan noget kan kun lade sig gøre med en vis folkelig opbakning, og Belarus var og er et meget splittet land.

I Transnistrien beherskes den store majoritet af en uhæmmet Sovjet-nostalgi, som har ført regionen ud af Moldova og lige lukt ind i historiens blindgyde.

På trods af de store summer, som post-sovjetiske oligarker har samlet op og brugt på prestigeprojekter som f.eks. det store stadion i Tiraspol, tømmes udbryderrepublikken langsomt for unge mennesker, der forsøger lykken i Rusland, Ukraine eller et helt tredje sted.

Når man så sætter mikrofonen tæt på russere, afsløres det, at der er lang tradition for skepsis over for Vesten. Vi håber, de kan lide os og vil efterligne vores systemer, men russiske demokrater er dissidenter. De er for få, de er ildesete, de er et byfænomen.

Hvis en russer virkelig forstår og elsker den vestlige kultur, er han klar til at gå under jorden eller i eksil. Vestligt sindede græsrødder er fattede medlemmer af en fanklub for en myrdet politiker som Boris Nemtsov eller en fængslet som Aleksej Navalnyj. Putins retorik har hele tiden haft klangbund mange steder i landet, og det ved vi nu, blandt andet takket være reportagejournalisten.

De ægte stemmer følges op af prisvindende fotografers præcise øjne. Der er billeder af ansigter, situationer og miljø, som på en fin måde supplerer teksten. De to medvirkende hedder Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Gestsson, og de er virkelig dygtige.

Bogen er et nødvendigt supplement til de daglige nyheder. Den gammeldags, opsøgende reportage giver kød og blod i billedet og stemme til dem, det går ud over.

Vi møder det gamle Sovjetimperiums fantomsmerter og de oversetes længsel efter gamle dage. De unge svinger mellem håb og desperation, spændingerne er til at tage og føle på. På den måde tilskriver bogen så mange lag nyttig kontekst til russernes ellers helt umotiverede overfald på Ukraine.

Fagbog

  • Frederik Tillitz: "Russerne kommer"
  • Foto: Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Gestsson.
  • 256 sider, 299,95 kr., Gads Forlag.

. Landsbyen Zaitseve: Valentina Mitrovitj fortæller omde to krige, hun har oplevet, Den første var Anden Verdenskrig, og den anden er krigen i Østukraine.

. Hammer og segl vajer i gadebilledet til 100-året for den russiske revolution i Transnistriens andenstørste by Bender. Det transnistriske nationalflag er det sidste i verden, der stadig har det kommunistiske symbol inkorporeret.
Arkiv