To fluer med et smæk

Roman - Fjodor Dostojevskij: “Brødrene Karamazov”

Den russiske forfatter Dostojevskij er en af verdenslitteraturens allerstørste navne, og den tyske tænker Friedrich Nietzsche kaldte ham en af de største psykologer - med god grund.

Nu er hans roman Brødrene Karamazov udkommet igen. Ikke bare én gang, men hele to gange og nærmest oveni hinanden.

Gyldendal genudgiver Georg Sarauws oversættelse, der udkom første gang i 1953, mens Forlaget Sisyfos har udgivet en nyoversættelse af Marie Tetzlaff.

Et sådant sammentræf kalder på, at man forholder sig sammenlignende til de to udgivelser.

Det første, der slår en, er den antikverede sprogtone i Gyldendals udgivelse, mens sproget i Sisyfos-udgivelsen er friskt og letflydende.

Dertil kommer, at slavisten Lars P. Poulsen-Hansen i 2012 gav Sarauws oversættelse en sønderlemmende kritik - og nu er den kommet i fjerde udgave med forord af Christian Dorph.

Der er ikke noget forord i Tetztlaffs oversættelse eller oversigt over romanens personer. Her får den lov at stå som det enestående værk, den er.

Det skal også siges, at Sarauw har oversat efter førsteudgaven af Dostojevskijs roman, mens Tetztlaff har oversat fra den videnskabelige samlede udgave af værkerne fra 1991.

Romanen starter med et forord, hvor fortælleren beklager værket og valget af hovedperson, Aljosja, den yngste af brødrene Karamzov, der er et stilfærdigt og kristeligt gemyt, som vi først møder i byens kloster.

Men handlingen kredser om familien Karamazov og striden mellem den ældste søn, Mitja, og hans far Fjodor Pavlovitj, hvis omdrejningspunkt er en femme fatale, Grusjenjka, som de begge kæmper om.

Striden ender med, at Mitja anklages for at have slået sin far ihjel, som han hader, men mere og mere ligner, efterhånden som romanen skrider frem.

Men der er også noget andet på spil. De tre Karamazov-brødre personificerer psykologisk overbevisende forskellige idéer. Mitja er libertiner, som sin far, og vil hellere brænde op i affekten end underkaste sig adelens etikette.

Ivan, som er den mellemste bror, er humanisten og akademikeren, der lider i en verden uden Gud, mens Aljosja repræsenterer den russiske ortodoksi og lever efter klosterets hellige mands udsyn på verden: Vi bærer alle til enhver tid den enkeltes skyld, hvilket er resultatet af oprøret i Edens Have.

Men der er en fjerde bror, der blev undfanget gennem en voldtægt af en lettere retarderet, ung pige, nemlig Smerdjakov, der giver stemme til nihilismen.

Brødrene og de idéer, som de repræsenterer, er i en vis henseende bogens egentlige drama, og det er på dén måde, at Aljosja er romanens hovedperson - vi følger ham ganske vist meget, idet han går rundt i byen og taler med dens indbyggere.

Det lyder alt sammen dræbende kedeligt, men vi har her med et stykke verdenslitteratur at gøre, der er flerstemmigt, psykologisk overbevisende, intellektuelt tilfredsstillende, men ikke mindst hamrende spændende.

Som Poulsen-Hansen sagde i 2012, så kan Sarauws oversættelse, omend den er sprogligt upræcis og forkortet, nok læses af den generation af læsere, der vægter et sprog, der er en smule altmodisch, højere end en oversættelse, der simpelthen er mere præcis og lettere læst uden at give køb på Dostojevskijs særegne stemme. 

Jeg har læst Dostojevskijs sidste roman tidligere, men at genlæse den i Tetztlaffs oversættelse var egentlig ikke en genlæsning, men faktisk et helt nyt og fornøjeligt bekendtskab.