Egensindig, stærk stemme

Digte - Julie Sten-Knudsen: “Syv lag”

Der har været en udgivet del bøger, der har handlet om, den særegne kvindelige oplevelse af moderskabet. Ja, det er vel nærmest blevet lidt af en kulturindustriel mulepose for kunstnerisk beklemte forlag.

Så fuldstændig i modsætning hertil står Julie Sten-Knudsens udgivelse på forlaget Gutkind, hvor hun, meget lig andre forfatterinder i den fødedygtige alder, skriver om det at bliver moder.

Forskellen er, at den rørstrømske oplevelseshorisont her er udskiftet med en nærmest objektiv, beskrivende tone, der trænger langt ned under huden, som f.eks. her:

“Første gang jeg stod hjemme i badet efter fødslen   græd jeg så højt at jeg råbte”.

Titlen henviser til de syv lag kirurgen skal skære igennem for at komme ind til barnet ved et kejsersnit; jeg fødte ikke barnet, men barnet blev født, som det hedder i begyndelsen.

Barnet står på én gang i centrum og trækker sig ud i periferien, hvor hun konstant er i syne. Mens Sten-Knudsen gennem sit kejsersnit skriver sig både ind i erfaringen af at have krop, der gøres til genstand for, hvad hun oplever som et overgreb.

Og høster af erfaringerne af de kvinder, der lagde krop til påførte og selvpåførte kejsersnit i desperate og farlige situationer.

Men der er også plads til den personlige beretning, den helt nære, hvor Facebook-idyllen lægges til side:

“Brune skorper af snavs i hendes hovedbund

Jeg tager en beslutning, tager fat om hendes krop og presser den ind mod min 

masserer shampooen ind i håret, hun skriger og spræller

fuldkommen panisk, som om det var vold

Måske er det vold. Alt mit tøj er vådt”.

Som moder så barn kunne man fristes til at sige. Volden (mod kroppen) starter tidligt; blikket for barnets oplevelsesverden muliggør i hvert fald dén tolkning. 

Men der er også et andet spor i Sten-Knudsens nye digte. Klimakrisen belyser på en mærkelig måde kejsersnittet, barnet, moderskabets placering i verden.

Det er den udsatte situation, men også et styrkeforhold. Fint følende går jorden over i moder- eller forælderskabet - kvinde og jord:

“Stik dine fingre i jorden

er du bange for det

er du bange for jordens berøring

at indgå i en forbindelse

blive opløst i noget der ikke er dig”.

Er vi det? Bange for jorden, for kvinden. Vi reducerer vores angst for naturen og jorden ved at beherske den, gøre den til bestand. Gør vi (mænd) det samme med kvinder? Sammenligningen af kvinde med jord laver Sten-Knudsen selv: traktoren, der pløjer jorden - skalpellen der skærer i huden.

“Det ligner hærværk

men faktisk er det gjort med vilje

Et af de nyeste tiltag

er at skade udvalgte træer

for at lade dem dø langsomt”.

Så enkelt sættes der lighedstegn mellem naturpleje, kejsersnit og det helt almenmenneskelige vilkår. Vi er alle udvalgte træer, og vi bærer en sygdom indtil døden.

Sten-Knudsen bevæger sig legende let mellem de helt nære og personlige oplevelser, de historiske kvindeerfaringer og et reflekterende sprog, der ganske nøgternt graver dybt ind i de menneskelige (måske kvindelige) grundvilkår. Sådan er hendes egensindige, stærke stemme.

Foto: Lærke Posselt