Høj cigarføring i Fjordbyen

Roman -  Elsebeth Dissing: ”Tobakspigerne – en by, en tid, en skandale”

Den tidligere journalist, Elsebeth Dissing, født 1945, debuterede overbevisende med ”Tjenerindens døtre” i 2020. Man anede allerede dengang, at fortællingen om de brave kvindfolk i stationsbyen nok kunne føres videre, og det sker nu med ”Tobakspigerne – en by, en tid, en skandale”.

Tobaksfabrikken i Aalborg, undskyld Fjordbyen, er den perfekte kulisse for et drama. De rapkæftede tobakstøser og de selvbevidste, mandlige arbejdere, de indbildske mellemledere, der er fanget mellem den øverste ledelse og de stolte folk med fingrene i tobaksstrimlerne.

Tilsat et hold klamme logebrødre, der holder hånden over hinanden, næsten uanset hvad, man rager sig ind i.

Grossererne kan ikke holde nallerne fra husets tjenestepiger og politimesteren er i lommen på både den en og den anden fraktion i byens ledelse.

Gudskelov er der en chefredaktør, som på trods, eller i kraft af sine hyppige besøg i diverse skænkestuer og frokostrestauranter, hele tiden har antennerne ude og uforfærdet forfølger de oplysninger, han kan feje op fra knejpegulvet.

Det går grueligt galt for en purung, uskyldig pige, der betjener det finere herskab i en villa med komfortabel udsigt til fjorden. Hele byen går amok, sladder og gisninger flyver rundt hjørnerne, og hvad skal det dog ende med. 

Her får de seje kvinder fra stationsbyen i bind 1 deres store chance for at give emancipationen fuld skrue. Erna Holst er blevet sat i spidsen for Mødrehjælpen i byen, og hende bør man absolut ikke bide skeer med.

Nogle af de traumatiske begivenheder i ”Tjenerindens døtre” finder mirakuløst en løsning i dette bind 2, så rigtig mange af de gode kan slå en befriet latter op.

Alt sammen er gefundenes Fressen for en frisk skribent, og Dissing giver den veloplagt gas. Her er Matador og Morten Korch i en herlig sammenblanding. 

Desværre bliver forfatteren lidt for begejstret for projektet og fortaber sig i omstændelige, detaljerede dialoger, så gassen indimellem går helt af ballonen.

Klicheerne hober sig også op i anselige mængder. 

Som journalist har man hyppigt snævre rammer for sin udfoldelse, men også i romanformatet skal man kende sin begrænsning, hvis man ville holde læserens interesse fangen.

Dette blot som et velment råd, hvis vi skal høre mere om, hvordan det går Erna, Thea, Sidsel, Adele og Laila.