En sårethed løber

Digte - Deniz Kıy “Blå øje (Türkü)”

Kiy, der dimmiterede fra Forfatterskolen tilbage i 2019, har skrevet en lovende debut; sproget er fragmentarisk, sansende og reflekterende, og så er det som om Kiy i digtene kæmper med tradition og hjemhørighed.

Ikke i et oprør, men i en forståelsesramme, der på en måde er defineret ved sin afstand. Det er måske også derfor, at Kiy har givet sin digtsamlingen undertitlen türkü, der på tyrkisk betyder folkesange eller gamle viser, der ofte har et kulturelt indhold.

Det blå øje eller nazar er en tyrkisk lykkeamulet, som er en del af den tyrkiske folketro, men i allerhøjeste grad også en populær souvenir blandt turister.

Det blå øje skal værne mod ulykke, og skærme bæreren i videste forstand mod onde øjne. En historie om øjets oprindelse er, at det var nordboere, med blå øjne, der angreb Anatolien, og som en form for respons til disse folk, lavede man det blå øje.

Men Kiy bor blandt disse nordboere - eller i hvert fald efterkommerne af dem - og der er måske derfor en dobbelthed i netop titlen: at være brunøjet mellem de blåøjede, om man så må sige.

Samlingen består af fire længere digte, der snor sig ned over siden i spring og forskydninger.

Det kan være svært at dykke ned i digtene, at komme inden for, og alligevel sidder man som læser bagefter med en fornemmelse af en dyb sorg - måske ikke bare en personlig sorg, men også en kulturel sorg.

En sårethed løber gennem bogen; som det hedder et sted: 

“Et vådt stenbrud at kaste sig rundt i

for de tusinder af kilometers sår spændt ud over himlen”

Tusinde kilometer - afstandene er store. På samme side som det før citerede, står der også: 

“vidderne dem fylder jeg med den tungeste røg man kan finde

alt det der ikke kan glemmes

og alt det der stadig ikke kan synges

min türkü må ende

som mit ansigt

kort og fucked

allahallah”

På en måde indfanger ovenstående linjer samlingen som sådan. Jeg kan ikke lade være med at beundre Kiy for en skarphed, der på samme tid ikke giver køb på legen. Kiy væver sig selv, sin historie og sin kulturelle hjemhørighed sammen i et billede, der på én gang står knivskarpt og flosset.

Det bliver spændende at se, hvilke stier Kiy vil betræde fremadrettet efter denne debut.