Den gode bog

Den bog, der uden tvivl har betydet allermest for mig, vender jeg tilbage til om lidt, for selvom det står fuldstændig klart for mig, hvilket værk, der indtager den plads, så er der andre bøger, der har haft en lignende indvirkning på mit liv, og som jeg bliver nødt til lige at runde først.

Hvordan havde mit trosliv for eksempel set ud uden Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” og i særdeleshed ”Brødrene Karamazov”?

Ville jeg være en lige så god mentor, som jeg er i dag, hvis jeg ikke havde læst Friedrich Nietzsches ”Afgudernes ragnarok” og ”Således talte Zarathustra”, Albert Camus’ ”Pesten” og ”Sisyfos-myten” eller – ja – Dostojevskij igen?

Formentlig ikke.

For det er jo sådan, det er: Bøger underholder ikke bare; de oplyser, uddanner og former den læser, der formår at åbne sig eksistentielt for blandt andet sproget og tænkningen. Med de gode bøger, står man i mesterlære hos nysgerrigheden over mennesket og dets vilkår.

Når jeg så alligevel ikke fremhæver nogle af disse bøger som dén bedste, selvom de måske har påvirket en større del af mit liv end det valgte værk, så hænger det sammen med flere ting.

Poesien står mit hjerte nært, det ved alle, der har læst mine anmeldelser; men ikke bare det, for med det poetiske storværk, jeg stille og roligt nærmer mig nu, blev jeg også klogere på mig selv – som modernitetskritiker, digter og anmelder.

Dog ikke til at begynde med.

Da min gymnasielærer, Per Engell Christensen, i sin tid introducerede klassen til værket, fandt jeg det uforståeligt og prætentiøst, og det irriterede mig, fordi jeg samtidig vidste, at Christensen ikke ville vælge et underlødigt værk.

Så jeg kunne ikke lægge T.S. Eliots langdigt ”The Waste Land” (1922) eller på dansk ”Ødemarken” helt væk – og det har på sin helt egen måde hjemsøgt mig lige siden.

”Ødemarken” og T.S. Eliot har lært mig noget om digtningen som sådan, men også kastet mig ud i læsning, jeg formentlig aldrig ville have opsøgt så indædt, havde det ikke været for dem.

Eksempelvis kom jeg via de engelske barokdigtere (the metaphysical poets) til John Donne, hvis ”Holy Sonnets” udgør det ene ben i mit eget forfatterskab. Det andet ben udgøres af de tyske digtere Friedrich Hölderlin og Rainer Maria Rilke – begge digtere findes i dansk oversættelse. Endelig udgøres tredje ben, og som sådan er jeg jo en lyrisk taburet, af den tyske filosof Martin Heidegger.

Heidegger og Eliot var begge i en konstant samtale med traditionen, og denne samtale omformede den og ændrede ikke mindst vores syn på visse forfatterskaber.

Tænkeren og digteren var begge teknologikritiske – Eliot blev højkirkelig konvertit i den anglikanske kirke, mens Heidegger vedblivende spurgte ind til væren og indskrev sig under nazismens fane, hvilket har forpestet receptionen af hans tænkning lige siden.

Men på en eller anden måde, så står ”Ødemarken” i alt dette som et dokument over granatchokket efter Første Verdenskrig. Traditionen er brudt sammen, navlestrengen til vores humanistiske selvbillede er én gang for alle blevet klippet over.

Mennesket blev et vedhæng til teknikken. ”Ødemarken” fortalte mig noget om dette menneske, vores idéhistorisk tilstand, de sociale relationers sammenbrud, ja, hele det horisontale miskmask, vi omfavner som et liv …  også i dag.

Men Eliots langdigt begræder faktisk ikke situationen – tværtimod. For med ”Ødemarken” kommer en markant anden måde at skrive på (montageformen), traditionen generobres og gøres levende.

Det er selve sproget, der revitaliseres. Det eklektiske formsprog og associative spring inviterer i virkeligheden læseren med ind i digtets mulighedsverden. Den moralske storhed og dens fravær – ”Ødemarken” giver nemlig ikke letkøbte svar på spørgsmål, vi ikke har stillet. I stedet åbner den en kompleks samtale med en skarpretter af en stemme.

Som Hölderlin skrev i sit lille digt ”PROS EAYTON”: I livet kan man lære om kunsten og i kunsten om livet. Det er sådan jeg har det med ”Ødemarken”. I mange år læste jeg det 1. april – det virkede naturligt på grund af digtets åbningslinjer:

”April er den grusomste måned, driver

Syrener frem af død jord, blander

Erindring og begær, pirrer

sløve rødder med vårregn”.

I Eliots univers er der torden, men ingen regn, som det hedder et sted. Kærlighedsforholdet er reduceret til distræt sex på sovesofaen og et efterfølgende træk på skulderen, mens de unge løver famler sig vej ned ad en mørk trappe.

Nymferne er forsvundet fra naturen, men til gengæld kan man finde efterladenskaberne fra sommerens forskellige frokoster i det grønne afholdt af ”citydirektørernes dagdriversønner”.

Med andre ord er verden blevet ufrugtbar; det nære er blevet fjernt, det varme koldt. Det er i alt det, vi skal finde rundt.

Det hjælper Eliot os egentlig også med. I og med at alle tider flyder sammen i én tid, al tid er nærværende i vores egen tid, som det hedder i “Four Quartets”.

Vi lever i den nuværende tid, hvor et vertikalt snit ned gennem historien, i digtet og traditionen, skaber et ekko, hvori vi har mulighed, men ingen garanti, for at finde os selv.

Måske det er det, den gode bog kan? Lære os om verden, os selv og sproget. I enkelte tilfælde bliver disse betydende værker tilmed dannende, så man ikke er den samme efter end læsning. Sådan har jeg det med “Ødemarken”, men som sagt også med Dostojevskij og et par stykker mere.