Skidt for de slagne

Thomas Harder: ”De uønskede”

I løbet af de første måneder i 1945 strømmede en kvart million tyskere til Danmark på flugt fra den fremrykkende sovjetiske hær. De var syge, sårede, sultne – og stærkt uvelkomne.

Efter næsten fem års besættelse var hadet til tyskerne stort i den danske befolkning, men der var ikke noget at stille op. Den tyske besættelsesmagt tvang de danske myndigheder til at tage imod flygtningene.

Så kom befrielsen, men flygtningene forsvandt ikke.

I det, der var tilbage af selve Tyskland, havde de allierede besættelsesmagter rigeligt at gøre med at tage sig af 12 millioner flygtninge østfra, så Danmark hang på den kvarte million tyskere. Der skulle skaffes boliger, mad og lægehjælp til dem alle – ikke nogen ringe opgave for et lille land med dengang fire millioner indbyggere.

Kun langsomt blev Tyskland i stand til at tage imod flygtningene. Først i slutningen af 1949 forlod de sidste Danmark.

Hvordan Danmark tog imod disse flygtninge, hvordan vi behandlede dem, og hvordan vi kom af med dem igen, er emnet for ”De uønskede”, skrevet af historikeren Thomas Harder, adjunkt ved Copenhagen Business Schoool.

Der er tale om en grundig gennemgang af alle tænkelige aspekter ved forløbet, det meste set fra dansk side med enkelte islæt af flygtninges egne erindringer.

17.000 døde

Man kan roligt sige, at det ikke var nogen luksustilværelse, flygtningene fristede her i landet. De blev isoleret i hundekolde lejre, hvor de fik meget lidt at spise, kun nødtørftig lægehjælp og jævnligt var udsat for overgreb fra vagterne. 17.000 flygtninge kom aldrig hjem. De ligger begravet rundt omkring på danske kirkegårde.

Set med danske øjne var det overordnede dilemma, hvor skidt man kunne tillade sig at behandle de slagne fjender. På den ene side havde de selv været skyld i krigens rædsler, og hævntørsten var stor. På den anden side var det mennesker i stor nød, der havde mistet alt.

Almindelig medmenneskelighed satte grænser for, hvor dårligt man kunne behandle dem.

Det dilemma gør Harder på sin vis til det centrale tema i bogen, uden på nogen måde at forfalde til at moralisere eller dømme. Han holder sig til den faktuelle beretning, og det skal han have tak for.

Den i sig selv gør et rigeligt stærkt indtryk, og den har bestemt ikke mistet sin relevans i en verden med stadig større flygtningestrømme.

Heller ikke, når det gælder den måde, skiftende danske regeringer forhandlede med de allierede besættelsesmagter for at blive af med tyskerne hurtigst muligt, forfalder Harder til moralisering.

Der var ellers tale om noget, der ligner usmageligt prangeri, når danskerne tilbød at levere fødevarer eller soldater (Den Danske Brigade) til aflastning af de britiske besættelsestropper i Tyskland mod at slippe af med flere flygtninge.

Selv de amerikanske baser i Grønland indgik på et tidspunkt i forøget på at lave studehandler. Det hele synes vel småligt og utaknemmeligt i betragtning af, hvor relativt nådigt Danmark var sluppet gennem krigen.

”De uønskede” er en fascinerende og særdeles velskrevet fortælling om et overset, men vigtigt kapitel i danmarkshistorien. Og selv om de tyske flygtninge selv kun kommer sporadisk til orde i bogen, er det også deres historie. Den fortjener de – trods alt.