Skip to main content
Roman

Fuldstændig opslugt

Roman - Daniel Dalgaard: ”Sfinx”

Jeg har den sidste uge været fuldstændig opslugt af denne roman. Jeg har læst og læst og tænkt og tænkt, og jeg har efterfølgende haft svært ved helt præcist at få hold på min læseoplevelse og min mening.

Fordi romanen er en stor episk fortælling med personer, både biografiske og opfundne, der væver sig ind og ud imellem hinanden og med store verdenshistoriske begivenheder, som Anden Verdenskrig, tsunamien i Thailand i 2004 og de røde khmerers folkedrab.

Det store forbinder sig med de små, personlige og fiktive begivenheder i romanen.

Men jeg må konstatere, at forfatteren formår at holde tungen lige i munden og får skrevet en unik historie, der handler om en hel masse.

Men mest af alt om de ting, der former os som mennesker, de ting, vi ikke kan løbe fra, men også om de valg, vi hele tiden træffer på egne og andres vegne og hvilke konsekvenser de valg har.

Daniel Dalgaard, der tidligere har udgivet to digtsamlinger, romandebuterer med denne fortælling i syv dele, der bevæger sig fra besættelsestidens Bornholm til 00´ernes Thailand.

Det hele starter og slutter med Jan Schnecker, der ved romanens start er en halvstor dreng på Bornholm i 1944. Det er ikke let at have et tyskklingende navn og bo alene med sin mor i de år i en lille fiskerby på en lille ø, og Jan er meget alene.

Han løber rundt og lytter til, hvad der bliver fortalt, hos de mennesker, hans mor arbejder for, i kirken, og på havnen. Han lytter og skriver ned i rygtebogen, som han kalder sin lille notesbog, og han har nogle fine betragtninger om ”De store ting” og ”De små ting”

Hans mor forsøger at sende ham væk i begyndelsen af 1945, men det lykkes ham først efter krigen at komme væk.

60 år senere møder vi ham ved en pool ved Paradise Beach i Thailand, hvor han sidder bundet til en kørestol, fanget i sin egen krop og i sine egne tanker. Hans datter og svigersøn har taget ham med, måske fordi det er hans penge, der har gjort det muligt at komme afsted på ferie.

Thea er i begyndelsen af tyverne og rejser alene rundt i Sydøstasien. Hun vil skabe en form for dokumentarisk værk om sin rejse og interviewer folk, hun møder på sin rejse, blandt andet Jan Schneckers datter, Louise.

Thea er nemlig også i Paradise Beach, hvor hun møder to italienske søstre, hun er stødt på tidligere på sin tur. En aften, hvor de tre piger, kommer fulde og larmende tilbage til hotellet, finder de Jan Schnecker efterladt alene ved poolen.

Hvad det møde kommer til at betyde for såvel Schnecker som Thea, må du kære læser selv finde ud af.

Imens vil jeg gå og tænke lidt videre over denne velskrevne debutroman, der bare synes at blive bedre og bedre, jo mere man tænker over den.

Daniel Dalgaard (øverst), foto: Lea Meilandt

Roman

  • Daniel Dalgaard:
  • ”Sfinx”
  • 412 sider, 299,95 kr., Gutkind
Arkiv