Ud ad glemslen

Fagbøger

Jens Cornelius: ”Victor Bendix”

Jens Cornelius: ”Ludof Nielsen”

Victor Bendix (1851-1926) var en dansk komponist, der voksede op i en bedsteborgerlig københavnsk familie, hvor også hans to brødre havde anlæg for musik.

Victor fik sin første musikundervisning hos bror Otto, men kom tidligt i kløerne på tidens store og indflydelsesrige nestor Niels W. Gade og blev én af de første elever på Gades musikkonservatorium,

Det åbnede i 1867, hvor Bendix altså var 16 år. Allerede som 11-årig havde han fået sine første værker opført. Altså: et vidunderbarn med en strålende fremtid, bl.a. understøttet af, at han kort efter konservatorietiden blev elev hos østrigske Franz Liszt - større kunne det næsten ikke blive dengang.

Men karrieren og livet som sådan artede sig ikke så glamourøst som forventet og slet ikke, som Victor Bendix mente sig berettiget til.

Han havde tre forhold imod sig: han var jøde, han var erklæret ateist og han var kendt for sit frisind, grænsende til det promiskuøse.

Han var da også centrum i flere skandaler. En forsmået kæreste, der begik selvmord. En elskerinde med hvem han fik et uægteskabeligt barn, den senere så kendte pianist Victor Schiøler, som Bendix i øvrigt aldrig anerkendte.

Bendix fik dog en del af sin musik opført hjemme og ude, han opnåede et par af Københavns mest prestigefyldte stillinger, men intet af det lykkedes sådan rigtigt.

Han foranstaltede selv opførelser af sin musik i udlandet, sjældent med den store succes, og livet igennem pylrede han over den manglende anerkendelse.

Hans musik gik i glemmebogen, og i dag høres den sjældent i koncertsalene. Værklisten er ikke uanselig, men flere af værkerne blev ikke opført - eller nåede kun uropførelsen, mange blev aldrig trykt eller indspillet.

Når lige ses bort fra en slags genopdagelse i 1990'erne og 00'erne, bl.a. i form af plader med Aalborg Symfoniorkester.

Ludof Nielsen (1876-1939) er i dag lige så ukendt som Victor Bendix. Nielsen voksede op på Sydsjælland, hvor han fik undervisning i violin af egnens spillemænd. Som 15-årig drog han til København, hvor han blev undervist af kendte musikere bl.a. på musikkonservatoriet.

Som komponist forblev han selvlært. Efter at have vundet en komponistkonkurrence opsagde Nielsen et fast orkesterjob, tog på en musikalsk dannelsesrejse og levede herefter af sin musik og konsulentopgaver bl.a. for den nye Statsradiofonien.

Første Verdenskrig gjorde så dybt indtryk på Ludolf Nielsen, at han slet ikke komponerede i perioden 1914-20.

Da han dukkede op på koncertprogrammerne igen, var det med en mere eksperimenterende stil, end den senromantiske han hidtil havde stået for.

Men rødderne til den gamle musik var for stærke og Ludolf blev, som andre i hans generation, overhalet af den fremadstormende Carl Nielsen.

Ludolf Nielsens musik gik i glemmebogen, også fordi han, som beskrevet i bogen, flyttede de 7-8 kilometer fra København til Hellerup og dermed forsvandt ud af hovedstadens establishment.

Mange af Nielsens værker blev aldrig opført, selvom han gjorde en ihærdig indsats for at slå an i udlandet, men nogle værker blev, som med Victor Bendix's musik, støvet af og pladeindspillet i 1990-erne.

Der er tale om over 200 værker, heraf to operaer og tre symfonier, men han var mest kendt for sine mange sange.

Meget af musikken er præget af den såkaldte nationalromantik og symbolisme, der var udbredt i sidste halvdel af 1800-tallet. Alt sammen udartede det sig i voluminøse titler og programbeskrivelser af den mere naive, næsten karikerende slags.

Musikjournalist og radiomand Jens Cornelius har skrevet to biografier om Bendix og Nielsen.

Han går til dem ret forskelligt - vel sagtens fordi deres liv, på trods af samtidigheden og visse faglige ligheder, var meget forskellige.

Bendix som den flamboyante og selvsikre med et næsten ugebladsagtigt privatliv, og Nielsen som den mere stille og tilbageholdende frimurer.

Cornelius holder en fin balance mellem sin egen eventuelle begejstring for musikken og dens modtagelse i sam-og eftertiden.

"Behageligt konservativ, omend ikke særlig markant", skrev en anmelder efter en Bendix-koncert i London. Også i USA fik musikken en lunken modtagelse. Bedre gik det i Berlin, hvor komponisten dog måtte betale sig til at få sine værker opført.

Bøgerne er let læste, har kvalificeret listestof, ind imellem gode sidehistorier og anekdoter fra især det københavnske musikliv, der virker indspist og provinsielt.

Ud over det biografiske er der glimrende tidsbilleder af årtierne omkring 1900, hvor det hele udspiller sig.

Som nævnt blev noget af musikken indspillet for 20-30 år siden, men ellers må man forholde sig til partiturerne i Det kgl. Bibliotek. Det gør Cornelius i - meget - detaljerede værkbeskrivelser, som virker kedsommelige i længden. I mangel af den lydlige musik kunne man sige, men:

Jeg sidder tilbage med spørgsmålet: "Hvad skal vi med Bendix, Nielsen og deres musik i dag?”

Det er prisværdigt, at der udgives biografier om dem, for de havde en vis betydning i deres samtid, men skal man puste støvet af de gamle partiturer og spille musikken igen?

Jeg tror, man vil betragte den som en anakronisme. Kunst skrives ind i sin samtid, ikke nødvendigvis for evigheden.

Derfor er dette ikke en anmeldelse af musikken, som jeg kun har hørt sporadisk.

Jeg anerkender også, at den kan have en vis arkæologisk værdi, men når der ofte skrives "Værket blev aldrig opført" i værklisterne, har det måske en grund.